Sport - Ritzau
Ung golfdansker ryger agterud i tysk topstrid
Ung golfdansker ryger agterud i tysk topstrid
Ung golfdansker ryger agterud i tysk topstrid
En runde i et slag over par sendte Rasmus Neergaard-Petersen tilbage i BMW International Open.
Der er pludselig et stykke op til toppen af stillingen i BMW International Open for Rasmus Neergaard-Petersen.
Lørdag gik danskeren tredje runde af DP World Tour-turneringen, der spilles i München, i ét slag over par. Dermed røg han fra andenpladsen og ned på en delt niendeplads.
Neergaard-Petersen, som i BMW International Open deltager i sin første turnering på Europas højeste niveau, startede dage et enkelt slag fra førstepladsen, men er nu syv slag efter i samlet syv slag under par.
Hollandske Joost Luiten sprang lørdag til tops med en flot runde i syv slag under par.
John Axelsen er lige i hælene på Rasmus Neergaard-Petersen i seks slag under par på en delt 14.-plads.
Rasmus Neergaard-Petersen, der 3. juli fylder 24 år, har lige taget hul på sin professionelle karriere. For nylig vendte han tilbage til Europa efter fem år på college i USA.
Her slog han sine folder på Oklahoma State University, der tidligere har fostret golfprofiler som Rickie Fowler og Viktor Hovland.
Ti danskere stillede torsdag til start i BMW International Open. Ud over Rasmus Neergaard-Petersen og John Axelsen klarede også Søren Kjeldsen, Niklas Nørgaard Møller og Christoffer Bring cuttet fredag.
Kjeldsen og Møller er blandt ti spillere på en delt 31.-plads i tre slag under par. Bring er placeret på en delt 63.-plads i et enkelt slag over par inden søndagens finalerunde.
BMW International Open blev spillet første gang i 1989. Thomas Bjørn vandt turneringen i både 2000 og 2002. I år er den samlede præmiepulje på små 14 millioner kroner.
Ved KPMG LPGA Championship fik de danske kvinder hævet niveauet en smule i lørdagens runde, omend ingen af dem spiller med helt i toppen.
Nanna Koerstz Madsen rykkede fra en delt 29.-plads op til en delt 18.-plads efter at have gået lørdagens runde i to slag under par.
Fire birdies og kun to bogeys sikrede Koerstz Madsen en markant bedre præstation end dagen inden, hvor hun gik runden i to slag over par.
Emily Pedersen gik ligeledes lørdagens runde i to slag under par. En bogey på hul 4 blev reddet af birdies på hul 7, 10 og 18. Hun rykker dermed fra en delt 49.-plads op til en delt 35.-plads med en samlet score på to slag over par.
/ritzau/