Sport - Ritzau

USA lod dopede atleter konkurrere i jagt på større dopingfisk

USA lod dopede atleter konkurrere i jagt på større dopingfisk

USA lod dopede atleter konkurrere i jagt på større dopingfisk

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
FILES-SPORT-DOPING-WADA-USA-RUS-TYGART-PORTRAIT Foto: Lionel Bonaventure/Ritzau Scanpix

Usada undlod i 2011-2014 at føre en sag mod tre dopede atleter mod at de agerede undercoveragenter.

Det Amerikanske Antidopingagentur (Usada) er havnet i en strid med Det Internationale Antidopingagentur (Wada) om at bruge undercovermetoder til at fælde dopingsyndere.

Usada har i perioden 2011-2014 undladt at straffe mindst tre dopede atleter, mod at de i stedet hjalp Usada med at forsøge at infiltrere større dopingfisk. Derfor har de dopede atleter kunnet fortsætte med at konkurrere, selv om de havde overtrådt antidopingreglerne.

Dermed har amerikanerne brudt et globalt antidopingkodeks, for dopede atleter må ikke stille op i konkurrencer, hvor de potentielt kan vinde præmiepenge og medaljer. Usada mener modsat, at arbejdsmetoden både er "nødvendig og lovlig".

- Det er en effektiv metode til at komme større, systematiske problemer til livs, siger Usada-direktør Travis Tygart, som dog afviser at svare på, hvad Usada og de amerikanske myndigheder fik ud af de tre konkrete tilfælde, hvor de dopede atleter arbejdede undercover.

Wada mener ikke, at nyttige informationer bør fritage de tre dopede amerikanere for hver især at få deres dopingsager behandlet.

- Det er åbenlyst forkert at sende dopede atleter tilbage i feltet som undercoverinformanter for at konkurrere mod rene atleter. Det kan ikke retfærdiggøre en undladelse om retsforfølgelse af deres sager, lyder det fra Wada.

De tre dopede atleter er ikke længere aktive. Først i 2021, da atleterne var gået på pension, fik Wada nys om den anvendte amerikanske praksis.

To af de dopede atleter opererede på lavere niveau, mens den tredje var en eliteatlet, der på trods af sin positive dopingtest deltog i olympiske kvalifikationsstævner - uden at have fået sin dopingsag behandlet.

Sagen ser offentlighedens lys på et tidspunkt, hvor Usada og Wada i forvejen bekriger hinanden.

Usada har anklaget Wada for at se gennem fingre med dopingbrug ved at tillade 23 kinesiske svømmere, der testede positiv for præstationsfremmende hjertemedicin forud for OL i Tokyo i 2021, at deltage i legene. Derfor svigtede Wada alle de rene atleter, hævder amerikanerne.

Wada støttede den officielle kinesiske forklaring, som lyder, at svømmerne uforvarende indtog dopingstoffet trimetazidin via måltider fra et hotelkøkken. Det har amerikanerne betegnet som en søforklaring.

I kølvandet på sagen om USA's brug af dopede atleter som undercoveragenter, kommer Kinas Antidopingagentur (Chinada) med et modangreb.

Kineserne klandrer Usada for at være dobbeltmoralske og for at vende det blinde øje til egne problemer.

- Chinada opfordrer kraftigt til en uafhængig undersøgelse af Usadas forsøg på at skjule alvorlige lovovertrædelser. Usadas praksis er skadende og forhindrer en fair konkurrence for de rene atleter, lyder Chinadas kritik.

/ritzau/Reuters

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“

Leserbrief

Meinung
John Brandt
„Manglende Inklusion af LGBTQ+ Personer i Ligestillingsplanen“