Sport - Ritzau

Ustyrlige Rashford kører Leicester over i nyt show

Ustyrlige Rashford kører Leicester over i nyt show

Ustyrlige Rashford kører Leicester over i nyt show

Ritzau
Manchester
Zuletzt aktualisiert um:
FBL-ENG-PR-MAN UTD-LEICESTER Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix

Marcus Rashford nåede op på ti mål i de seneste ti ligakampe, da Manchester United udspillede Leicester.

Manchester United-angriber Marcus Rashford er i sit livs form. Søndag blev Victor Kristiansen og Leicester seneste offer for Rashfords målhunger.

Hjemme på Old Trafford vandt United uden skadede Christian Eriksen 3-0 over Leicester, som reelt var chanceløs i Premier League-opgøret.

Med sejren er United nu kun tre point efter Manchester City på andenpladsen og fem point efter topholdet Arsenal i tabellen.

Efter et ellers skuffende 2022 kom Rashford i gang efter VM-slutrunden, og siden har angriberen klappet mål ind nærmest efter behag.

Scoringen mod Leicester var femte ligakamp i træk, den 25-årige angriber kom på måltavlen. Og niende ligakamp ud af de seneste ti han scorede i.

En opspilsfejl af Leicester gav Bruno Fernandes muligheden for at spille Rashford dybt midtvejs i første halvleg.

Selv om han havde en mand med inde foran mål, betænkte Rashford sig ikke. Med enorm selvtillid smækkede han bolden fladt ind i det lange hjørne.

Det var en lidt lunken affære i første halvleg, men efter pausen satte United sig tungt på tingene. Og med Rashford i hovedrollen.

I 56. minut spillede Fred ham alene igennem, og han lagde sikkert bolden ind. VAR viste, at han lige nøjagtig holdt sig på den rigtige side af offsidegrænsen, og så var fordoblingen af føringen sikret.

Angriberen scorede også i midtugens udekamp mod FC Barcelona i Europa League. For det er ikke kun i Premier League, Rashford har været ustyrlig.

I første kamp efter VM-slutrunden med England scorede han i 2-0-sejren over Burnley i Liga Cuppen. Det blev startskuddet til en vild periode for angriberen.

Han har spillet 17 kampe for United på denne side af VM, og i 14 af dem er Rashford kommet på måltavlen. Det er blevet til 16 mål og 5 assister fra ham i de 17 kampe.

Fem minutter efter 2-0-målet førte en ny opspilsfejl af Leicester til, at indskiftede Jadon Sancho også kom på måltavlen, inden Marcus Rashford midtvejs i halvlegen kunne lade sig udskifte til stående applaus.

Trods chancer til flere mål blev det ved de tre scoringer.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“