Sport - Ritzau

Van Aert styrter på våd nedkørsel og udgår af Vueltaen

Van Aert styrter på våd nedkørsel og udgår af Vueltaen

Van Aert styrter på våd nedkørsel og udgår af Vueltaen

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
CYCLING-ESP-VUELTA Foto: Miguel Riopa/Ritzau Scanpix

Wout van Aert førte både point- og bjergkonkurrencen, da han tirsdag styrtede i Vueltaen og udgik.

Med ansigtet begravet i hænderne og i tydelige smerter udgik belgiske Wout van Aert tirsdag på 16. etape af Vuelta a España.

Visma-rytteren førte både point- og bjergkonkurrencen og var en del af udbruddet, da han sammen med to andre styrtede på en våd nedkørsel fra Collada Llomena.

I første omgang så det ellers ud til, at han fik reddet situationen, men han ramte hårdt ind i en klippevæg.

Van Aert forsøgte at køre videre, men var slet ikke i stand til at træde igennem med højre ben, som var smurt ind i blod fra knæet.

Den 29-årige cykelstjerne indså hurtigt, at han måtte stoppe. Han satte sig i bagagerummet på bilen og blev undersøgt af læger. Kort efter kom bekræftelsen på, at han måtte udgå.

Hans exit fra løbet betyder, at den prikkede bjergtrøje nu reelt kommer til at sidde på australske Jay Vine (UAE Emirates), som lå nummer to i konkurrencen.

Landsmanden Kaden Groves (Alpecin) overtager pointtrøjen.

Van Aert fik spoleret en stor del af sin sæson af et styrt i Dwars door Vlaanderen i slutningen af marts. Han var ikke i stand til at stille op i Giro d'Italia, som ellers var hans store grand tour-mål.

I stedet blev han hjælper for Jonas Vingegaard i Tour de France, men van Aert var ikke på sit vanlige høje niveau.

Det fandt han til gengæld i Vueltaen, hvor han nåede at vinde tre etaper og generelt var en af hovedpersonerne før sit styrt.

Van Aert var allerede involveret i et styrt tidligt på etapen, men var alligevel med, da dagens store udbrud kørte afsted.

Udbruddet havde et forspring på mere end seks minutter, da uheldet skete. Forinden var van Aert kørt først over dagens to første stigninger.

Felix Engelhardt (Jayco) og Isaac del Toro (UAE Emirates) var ligesom van Aert i asfalten ved styrtet, men de var begge i stand til at køre videre.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“