Sport - Ritzau

Varme rykker VM-holdets træninger i Qatar

Varme rykker VM-holdets træninger i Qatar

Varme rykker VM-holdets træninger i Qatar

Ritzau
Doha
Zuletzt aktualisiert um:
VM 2022: Dansk træning i Doha Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Danmark skal træne om eftermiddagen i stedet for formiddagen i Qatar på grund af varmere forhold end ventet.

Det danske fodboldlandshold vil egentlig helst træne om formiddagen, og det var også planen, at træningerne fredag og lørdag i denne uge skulle finde sted om formiddagen, men begge træninger er rykket til om eftermiddagen.

Om formiddagen står solen lige på, og temperaturen er højere end forventet i Qatar. Det reducerer kvaliteten af træningen, mener landstræner Kasper Hjulmand.

Der har han truffet beslutningen om at rykke træningerne, efter at landsholdet torsdag formiddag trænede i fuld sol og 35 grader.

- Vi kan bedst lide at have morgentræninger, men vi kan ikke få den rette intensitet, fordi det er for varmt. Det har været 34-35 grader, og det er simpelthen for varmt.

- Vi havde lavet en masse beregninger inden VM, og vi havde troet, at det ville være mellem 25-30 grader om formiddagen, men det har været varmere. Temperaturen ser heldigvis ud til at falde lidt i næste uge.

- Nu har vi rykket to træninger for at få mere intensitet ind i træningerne, og det er også det tidspunkt (klokken 16 lokal tid, red.), at vi spiller den første VM-kamp, siger Kasper Hjulmand.

Backen Rasmus Nissen Kristensen mærkede på egen krop, hvor hårdt det var at træne i Qatars formiddagssol.

- Jeg tror, at jeg var en af dem, der svedte mest. Det håndterede jeg ved at drikke en masse vand, før under og efter. Og så lader jeg være med at tænke for meget over det for at komme over den mentale barriere, det er.

- Man skal vænne sig til temperaturen, specielt når man kommer fra Nordengland, hvor jeg normalt huserer. Kroppen skal lige adoptere til varmen, og jeg er sikker på, at det nok skal blive fint, siger Rasmus Nissen Kristensen.

Jens Stryger Larsen medgiver også, at det var varmt og hårdt at træne om formiddagen, men han er usikker på, hvad flytningen af træningerne betyder.

- Der er ikke meget koldere om eftermiddagen, så det er ikke sikkert, der er den store forskel, siger han.

Backen fortæller også, at landsholdets sundhedsstab har givet spillerne masser af fifs til, hvordan de bedst håndterer varmen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“