Sport - Ritzau

Velspillende oprykker spænder ben for Sønderjyske

Velspillende oprykker spænder ben for Sønderjyske

Velspillende oprykker spænder ben for Sønderjyske

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Superliga, Playoff Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Hillerød tog overraskende alle tre point, da oprykkerholdet var på besøg hos Sønderjyske.

Sønderjyske fortsætter med at falde over forhindringer i jagten på en returbillet til fodboldens Superliga.

Fredag aften led sønderjyderne et overraskende nederlag foran eget publikum til de upåagtede oprykkere fra Hillerød.

3-2 vandt nordsjællænderne i en kamp, hvor det var svært at se, at det ene hold for blot få måneder siden var to divisioner over det andet.

Emil Frederiksen gav ellers Sønderjyske en perfekt start ved at score til 1-0 efter fem minutters spil.

Frederiksen modtog bolden fra José Gallegos og udplacerede Hillerød-keeper Jonas Dakir med et præcist skud fra kanten af feltet.

Men derfra overtog de velspillende gæster showet på det efterårsklamme græs.

Youssef Dhaflaoui udlignede efter 11 minutter, og den unge offensivspiller havde også en hovedrolle i føringsmålet ti minutter senere.

I højre side lavede han en fræk "tunnel" på rutinerede Marc Dal Hende og sendte bolden ind foran mål, hvor Matin Al-Atlassi ekspederede den over stregen.

Sønderjyske-træner Henrik Hansen var så utilfreds med udviklingen, at han skiftede tre spillere ud i pausen.

Nogen stor effekt havde udskiftningerne dog ikke, og i stedet bragte en fejl af målmand Nicolai Flø sønderjyderne i yderligere knibe efter en god times spil.

Flø gik ud af feltet for at møde en vildfaren aflevering. Men i stedet for at sende bolden ud af farezonen, sparkede han den lige op i luften.

Hillerød-spillerne var hurtigt over bolden, og efter et par afleveringer kunne Dhaflaoui score for anden gang, inden Flø var kommet rigtigt på plads efter skovturen.

Indskiftede Mads Albæk bragte hjemmeholdet tilbage i kampen med et velplaceret langskud. Men mere blev det ikke til.

Sønderjyske har kun vundet én af de seneste fem kampe og har tre point op til oprykningsstregen. Hvidovre og Vejle kan skabe yderligere afstand ved at tage point i weekenden.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“