Sport - Ritzau

Vestergaard fortsætter i Leicester: Premier League lokker

Vestergaard fortsætter i Leicester: Premier League lokker

Vestergaard fortsætter i Leicester: Premier League lokker

Ritzau
Helsingør
Zuletzt aktualisiert um:
EM 2024: Landsholdets mediedag og træning Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Jannik Vestergaard er glad for Leicester, og han har forlænget kontrakten trods usikker trænersituation.

Mens mange landsholdsspillere kan bruge sommerens EM-slutrunde på at øge sin værdi og gøre sig attraktiv for større klubber, har landsholdsspilleren Jannik Vestergaard allerede før EM fjernet enhver tvivl om fremtiden.

Fredag underskrev han en ny kontrakt med Leicester, så de to parter nu har papir på hinanden frem til sommeren 2027.

Efter et år i den næstbedste række gjorde oprykningen og udsigten til igen at skulle spille Premier League betænkningstiden kort, da Vestergaard fik fremlagt et kontrakttilbud.

- Det bliver fedt at spille Premier League igen. Det har været et sjovt og godt år med mange spændende kampe og fyldte stadioner, men som spiller vil man altid gerne op på det højest mulige niveau og møde de allerbedste spillere.

- Så det var vigtigt, at en begivenhedsrig sæson også kulminerede med en oprykning. Der er gang i mange gode ting i Leicester, og det vil jeg gerne forblive en del af, siger Jannik Vestergaard.

Han har spillet for den midtengelske klub i tre år, der har budt på op og nedture. Det startede godt, før danskeren blev tæt på frosset ude og undervejs mistede sin landsholdsplads og glippede VM i Qatar.

Vendepunktet kom for et år siden, da Leicester ansatte Enzo Maresca som cheftræner. Han havde tiltro til den næsten to meter høje dansker, og Vestergaard trivedes i italienerens systematiske fodboldtankegang.

Efter et år er Maresca dog allerede fortid i Leicester, da han er blevet kapret af storklubben Chelsea. Den ukendte trænersituation fik dog ikke 31-årige Vestergaard til at tøve med at skrive under på en ny aftale med klubben.

- Jeg kunne godt have ventet på en ny træner, men omvendt kan man sige, at klubben nu kan finde en træner, der passer til de spillere og typer, der er i truppen.

- Uanset hvem der bliver træner, er der jo aldrig en garanti for, at jeg får spilletid. Jeg kan kun gøre mit bedste. Det gjorde jeg, da Enzo Maresca kom til, og det gik godt, så jeg stoler på, at det samme sker igen. Jeg er sikker på, at klubben tager et klogt og ambitiøst trænervalg, siger Jannik Vestergaard.

EM-spilleren har en fortid i Hoffenheim, Werder Bremen, Borussia Mönchengladbach og Southampton.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“