Sport - Ritzau

Veteran jagter sin sjette medalje ved paralympiske lege

Veteran jagter sin sjette medalje ved paralympiske lege

Veteran jagter sin sjette medalje ved paralympiske lege

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Bordtennisspiller Peter Rosenmeier fylder 40 år lørdag den 23. marts 2024 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

For sjette gang skal bordtennisveteranen Peter Rosenmeier repræsentere Danmark ved de paralympiske lege.

Peter Rosenmeier har aldrig prøvet at være med ved de paralympiske lege uden at vinde en medalje.

Nu er 40-årige Rosenmeier for sjette gang i karrieren udtaget til PL. Og det altoverskyggende mål er at komme på podiet i Paris.

Den danske bordtennisspiller, der er født med arm- og bendefekter, kom for 20 år siden med til PL på et wildcard i Athen og snuppede bronze. Det er siden blevet til guldmedaljer i Beijing i 2008 og i Rio i 2016.

- For mig fylder historikken ikke så meget, når jeg står dernede. Det er begrænset, hvad jeg kan bruge det til, andet end at jeg inderst inde kan håbe, at min modstander synes, det er en smule skræmmende.

- Et eller andet sted er det jo bare en ny turnering, lyder det indledningsvist fra Peter Rosenmeier.

Han medgiver dog, at PL er noget helt særligt, fordi begivenheden kun finder sted hvert fjerde år og får mere opmærksomhed i medierne.

- PL er der, hvor vi alle sammen gerne vil præstere og nå til tops, fordi der følger så meget profilering med, hvis det lykkes. I modsætning til hvis vi kommer langt til et VM eller EM, som ikke er så profileret som PL.

- Så det er altafgørende for mit brand de næste fire år, hvordan det går, så det har jeg da enormt meget fokus på. Jeg håber, det kan lade sig gøre igen, siger Peter Rosenmeier.

Tidligere i år er det blevet til turneringssejre i Polish Open og Lignano Open for Peter Rosenmeier, der lige nu er nummer seks i verden.

Bordtennisturneringen ved PL i Paris skal for første gang spilles som en knockout-turnering. Dermed kan den første kamp også blive den sidste.

Mens forældrene har været med fire gange tidligere, er det første gang, at Peter Rosenmeier har sine to børn på 15 og 9 år med på tribunen til PL. Det bliver konen, der tager sig af børnene på turen, understreger han.

- Normalt trives jeg jo fint med den ekstra opmærksomhed og med det pres, der følger med. Men jeg må leve med, at det hele kan være slut på en halv time.

- Det er klart, at det er en ubekendt faktor for mig, fordi jeg ikke har prøvet det før, siger han.

Peter Rosenmeier har dog planlagt at være i Paris en uges tid, da målet er at kæmpe med om medaljer.

Parasport Danmarks sportschef, Michael Møllgaard Nielsen, forventer sig store ting af bordtennisspilleren, der lige nu ser formstærk ud.

- Det er tydeligt, at Peter rent taktisk er de fleste modstandere overlegen, og fysisk er han fortsat præcis, hvor han skal være, siger Michael Møllgaard Nielsen.

Peter Rosenmeier skal efter planen i aktion første gang ved PL 2. september. Der er åbningsceremoni på Champs-Élysées i Paris 28. august, hvor PL også indledes.

PL, der forventes at have deltagelse af 4400 atleter fra hele verden, afsluttes 8. september. Den danske PL-trup forventes at tælle cirka 30 atleter.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“