Sport - Ritzau
Viborg henter målmandsprofil på treårig aftale
Viborg henter målmandsprofil på treårig aftale
Viborg henter målmandsprofil på treårig aftale
Louise Bak Jensen, der er i landsholdets bruttotrup, skifter efter sæsonen fra Aarhus United til Viborg HK.
Viborg HK forstærker sig på målmandsposten og henter Aarhus United-keeperen Louise Bak Jensen på en treårig aftale med virkning fra sommeren 2024.
Det oplyser Viborg HK i en pressemeddelelse.
Planen er, at den 22-årige Bak Jensen skal indgå i et tæt makkerskab med Ida Marie Kaysen, og man forventer, at de vil udgøre en af ligaens mest talentfulde målvogterduoer.
- Med Louise får vi en ung og fremadstormende målvogter, som har leveret på et højt niveau igennem flere sæsoner og stadig udvikler sig med hastige skridt, siger cheftræner Ole Bitsch.
- Hendes evne som igangsætter, har jeg en kraftig forventning om kommer til at sætte yderligere fart i vores kontraspil og dermed giver en ekstra dimension til vores spil.
Louise Bak Jensen var en af de fem keepere, der blev udpeget, da landstræner Jesper Jensens udtog 35 spillere til bruttotruppen til det igangværende VM.
Nu kan hun se frem til at spille for en af de største traditionsklubber på kvindesiden.
- Jeg har valgt at skifte til Viborg, da den virker som en god og professionel klub, hvor man har mulighed for at udvikle sig som håndboldspiller.
- Jeg ser et hold med et stort potentiale, som er klar til at kæmpe for at være en del af dansk tophåndbold, siger Louise Bak Jensen.
Hendes ankomst til klubben betyder samtidig et farvel til Mathilde Juncker og Claudia Rompen, fremgår det af pressemeddelelsen.
/ritzau/