Sport - Ritzau

Vild tysk håndboldkultur begejstrer danske EM-profiler

Vild tysk håndboldkultur begejstrer danske EM-profiler

Vild tysk håndboldkultur begejstrer danske EM-profiler

Ritzau
München
Zuletzt aktualisiert um:
EM herrehåndbold: Det danske landsholds pressemøde og træning Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der meldes tæt på udsolgt til Danmarks tre indledende EM-kampe i München. Også andre arenaer bliver fyldt op.

Onsdag åbnede håndbold-EM i Tyskland foran et rekordpublikum på 53.586 i Düsseldorf. Og også i turneringens andre arenaer i Berlin, Köln, Mannheim, Hamburg og München bliver der fyldt godt op på tribunerne.

Alle Danmarks tre indledende kampe i Münchens Olympiahalle meldes således tæt på udsolgt med omkring 12.000 tilskuere.

Det sker vel at mærke uden værtsnationen som trækplaster. Og det sker, på trods af at München dårligt kan kaldes en udpræget håndboldby.

- Den tyske håndboldkultur er jo helt vanvittig. Det er rigtig godt for håndbolden, at man har lagt et stort mesterskab der, siger Mathias Gidsel.

Han spiller til daglig for Füchse Berlin og kender alt til tyskernes vilde håndboldbegejstring. Ikke bare fra arenaen hjemme i hovedstaden, men også fra det publikumstryk, hans hold spiller under i udekampene.

- Det er absolut den fedeste håndboldkultur i verden. Der bliver larmet, tilskuerne er højrøstede, og man får nogle tyske gloser efter sig, når man kommer ud.

- Jeg glæder mig endnu mere til, at vi forhåbentlig når mellemrunden i Hamburg, hvor der sikkert kommer flere danskere, siger Mathias Gidsel.

Det er ikke unormalt, at selv kampe langt inde i slutrunder afvikles for halv- eller trekvarttomme tribuner. For et år siden spillede Danmark en VM-semifinale i Gdansk, hvor kun hvert andet sæde i hallen var besat.

På den baggrund er det ikke så mærkeligt, at den danske trup har set frem til EM i Tyskland med særlig forventning. Ikke mindst fordi mange spillere har en tilknytning til tysk håndbold.

Det gælder også for landstræner Nikolaj Jacobsen, der som aktiv spillede en årrække for Bayer Dormagen og THW Kiel og siden blev træner for Rhein-Neckar Löwen.

- For mig er det største at spille en slutrunde i Danmark. Men det her bliver det næstbedste. Det er et fantastisk sportsland, hvor der altid er opbakning til arrangementerne, siger Nikolaj Jacobsen.

Det er 17 år siden, Tyskland senest på egen hånd arrangerede en slutrunde i herrehåndbold. I 2007 vandt tyskerne under enorm tilskuereufori VM-guld, mens Danmark med Hans Lindberg på holdet tog bronzemedaljer.

- Det var min første slutrunde, og jeg ved, hvilket spektakel der er dernede. Det er et af de steder, hvor det er allerbedst at afholde en slutrunde, fordi der ikke er nogen tomme haller. Det bliver fedt, siger Hans Lindberg.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“