Sport - Ritzau

Vilde følelser bobler i succesfulde landsholdsdebutanter

Vilde følelser bobler i succesfulde landsholdsdebutanter

Vilde følelser bobler i succesfulde landsholdsdebutanter

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
UEFA Nations League: Danmark - Schweiz Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

De to danske debutanter spillede en vigtig rolle i Danmarks sejr på 2-0 over decimeret schweizisk landshold.

To debutanter fik en stor hovedrolle, da det danske landshold besejrede schweizerne 2-0 i Parken i den første gruppekamp i Nations League.

Efter 80 minutters spil blev 19-årige Patrick Dorgu skiftet ind til sin landsholdsdebut, og et øjeblik senere satte han bolden i netmaskerne til 1-0 efter at have bevæget sig fra venstrekanten over i højre angrebsside. Og det var på hans allerførste boldberøring i landsholdstrøjen.

Selv om den unge Lecce-spiller normalt prøver at holde sig fra opmærksomheden, kunne han ikke helt undgå den efter kampen.

- Det er stadig lidt surrealistisk, men det var fedt, siger Dorgu.

Umiddelbart efter scoringen opstod der tumult mellem de danske og de schweiziske spillere, da schweizerne mente, at Danmark skulle have sparket bolden ud af spil, fordi en schweizisk spiller lå og var skadet.

- Jeg tænkte bare på at juble. Og så så jeg, at der var lidt tumult bag mig, så jeg vidste ikke lige, om der var mål eller ej. Men det var dejligt at få det bekræftet, siger Dorgu, der havde familien med på lægterne.

Han sender sin familie en stor tak for, at han torsdag stod i en helterolle som landsholdsspiller. De viste stor støtte, da han i sommeren 2022 flyttede fra FC Nordsjælland til den syditalienske klub Lecce.

- Det er dejligt. Jeg har lige været oppe at sige hej til dem. Det er en fed følelse for mig - men også fedt for dem at se deres søn score. De er stolte af mig. Det er en kæmpe følelse.

- Det har været hårdt at tage fra Danmark til Italien og ikke kunne se sin familie hver dag. Men at jeg så kan komme tilbage og score i min debut, det er super fedt, siger Dorgu.

Selv om Dorgu løb med en del opmærksomhed, spillede Danmarks anden debutant, Albert Grønbæk, også en stor rolle, og han blev ovenikøbet kåret til kampens spiller af de danske fans.

- Det var helt specielt at kunne gå ind i et fyldt Parken. Det var en drengedrøm. Det er stort at spille i Frankrig, men at spille for sit land er helt unikt, siger 23-årige Grønbæk.

Rennes-spilleren fik at vide dagen før kampen, at han skulle starte inde mod Schweiz.

- Jeg var mega spændt og glædede mig helt vildt til, at kampen begyndte.

- Men det er også vigtigt, at man ikke bliver for glad, for det kan godt tage lidt af ens fokus. Jeg synes, at jeg ramte spændingsniveauet rigtig fint, siger Grønbæk, der betegner debuten som en af de største oplevelser i sit liv.

Specielt i første halveg havde han flere gode offensive aktioner.

- Som debutant suger man gerne ekstra meget til sig fra de erfarne spillere. Men jeg ville ikke være bange for at vise, hvad jeg kunne.

- Selvfølgelig prøvede jeg at bidrage til holdet så godt som muligt, så jeg synes, at jeg gjorde det fint. Jeg havde også regnet med kunne få indflydelse på kampen, siger Grønbæk.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“