Sport - Ritzau

Vingegaard fik slået søm i støtte til sin løjtnant

Vingegaard fik slået søm i støtte til sin løjtnant

Vingegaard fik slået søm i støtte til sin løjtnant

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Cycling Vuelta a Espana - Stage 13 Foto: Manuel Bruque/Ritzau Scanpix

Jonas Vingegaard viste med klar hjælperytterrolle, at han ikke vil vriste Vuelta-sejren fra Sepp Kuss.

Den seneste uges tid har der været rygter om intern strid på Jumbo-Visma-holdet, da det har vist sig, at holdet har de tre klart stærkeste ryttere i årets Vuelta a España.

Og da Sepp Kuss, den ellers erklærede hjælper for kaptajnerne Jonas Vingegaard og Primoz Roglic, var i førertrøjen, blev der spekuleret i, om han ville få lov til at beholde den.

Et par gange er Vingegaard rykket væk og har taget to etapesejre og ædt sig ind på Kuss, og onsdag var det Roglic, som gjorde det samme med Vingegaard på hjul, mens Kuss ikke kunne følge med.

Det betød, at danskeren kun var otte sekunder efter Kuss inden torsdagens formentlig afgørende bjergetape. Men her blev det understreget, at Vingegaard ikke vil pille førertrøjen af sin loyale hjælperytter.

- Det var rart at vise omverdenen, at vi står bag Sepp. Det er dejligt. Det er den holdning, jeg hele tiden har haft – at vi skulle stå bag Sepp og sørge for, at han vinder, siger Vingegaard til TV 2 Sport efter 18. etape.

Danskeren indtog en rendyrket hjælperolle for Kuss på finalestigningen, selv om han lignede en rytter på søndagstur, som hvert øjeblik kunne sætte alle de andre, hvis han ville.

Det gjorde han ikke, han blev og trak Kuss, som han endda lod køre ni sekunder fra sig på de sidste par hundrede meter, formentlig for at dræbe enhver tvivl om, at han vil forsøge at tage trøjen fra amerikaneren.

- Jeg er glad for, at han beholder førertrøjen, konstaterer Vingegaard.

Den dobbelte Tour de France-vinder er 17 sekunder efter Kuss, mens Roglic er yderligere 51 sekunder efter.

På fjerdepladsen ligger Juan Ayuso fra UAE Emirates-holdet, som er fire minutter efter Kuss. Alt tegner altså til et rent Jumbo-Visma-podie i Madrid søndag.

Sidste års Vuelta-vinder, Remco Evenepoel, tog torsdag sin tredje etapesejr i årets løb.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“