Sport - Ritzau

Vingegaard sejrer i Italien efter 29 kilometers soloridt

Vingegaard sejrer i Italien efter 29 kilometers soloridt

Vingegaard sejrer i Italien efter 29 kilometers soloridt

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
59th Tirenno-Adriatico cycling race - Stage 5 Foto: Roberto Bettini/Ritzau Scanpix

Jonas Vingegaard vandt fredag 5. etape af cykelløbet Tirreno-Adriatico og overtog samtidig førertrøjen.

Jonas Vingegaard (Visma) fortsætter sin suveræne åbning på 2024-sæsonen.

Fredag viste den danske cykelrytter igen, hvor meget stærkere han er end mange konkurrenter, da han i det italienske cykelløb Tirreno-Adriatico i suveræn stil tog sejren på 5. etape og samtidig overtog løbets førertrøje.

På etapens store stigning satte Vingegaard med 29 kilometer til mål det afgørende angreb ind, og derfra så konkurrenter ikke danskeren igen, der i ensom stil krydsede målstregen mere end et minut foran de nærmeste.

Vingegaard var fra etapens start favoritten, som de andre skulle slå.

Etapen indeholdt en stor stigning med top omkring 24 kilometer fra mål.

Visma satte fra begyndelsen af stigningen et hårdt tryk, der hurtigt tyndede feltet ud.

Det var tydeligt, at der blev lagt i kakkelovnen til et Vingegaard-angreb, og fem kilometer fra toppen satte danskeren sit afgørende hug ind.

Ingen kunne følge Vingegaard, der hurtigt skabte et hul til konkurrenterne.

Tre kilometer fra toppen havde danskeren et halvt minut ned til de nærmeste forfølgere, Ben O'Connor (AG2R) og Jai Hindley (Bora).

Da Vingegaard rundede toppen, lød forspringet på 55 sekunder, og O'Connor og Hindley var blevet opslugt af en større forfølgergruppe med blandt andre Juan Ayuso (UAE Emirates).

Derfra var der lagt op til et forfølgelsesløb mod målstregen, men selv ene mand mod seks viste Vingegaard sin suverænitet.

Langsomt øgede danskeren hullet yderligere, og i ensom stil kørte Vingegaard over målstregen i Valle Castellana 1 minut og 12 sekunder før konkurrenterne.

Efter fredagens sejr fører danskeren løbet med 54 sekunder ned til Juan Ayuso på andenpladsen, mens Jai Hindley er 1 minut og 20 sekunder efter på tredjepladsen.

Lørdag er der igen bjerge på menuen for Jonas Vingegaard og resten af feltet, når 6. etape slutter med en stigning på ti kilometer, inden løbet slutter søndag med en flad etape.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“