Sport - Ritzau

Vingegaard: VM i Australien havde været spild af tid

Vingegaard: VM i Australien havde været spild af tid

Vingegaard: VM i Australien havde været spild af tid

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
CYCLING-NED-VINGEGAARD Foto: Bas Czerwinski/Ritzau Scanpix

Muligheden for et topresultat i Lombardiet Rundt trak mere i Tour-vinderen end en sekundær placering til VM.

Valget stod mellem at køre VM eller Lombardiet Rundt, og valget faldt på det italienske cykelløb.

Det fortæller Tour de France-vinderen Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) til Ekstra Bladet.

Den 25-årige dansker modtog i weekenden kritik fra Bjarne Riis, der mente, at Vingegaard burde have været en del af feltet til søndagens VM i linjeløb i Australien.

Vingegaard forklarer, at det var hans egen beslutning at droppe VM, hvor han vurderede, at vinderchancen var minimal.

- Jeg kan godt se, at det er ærgerligt, men jeg synes på den anden side også, at man skal tænke på, at hvis jeg siger nej til VM, er der måske en større chance for at levere et resultat i Lombardiet, siger Vingegaard til Ekstra Bladet.

Danskeren mener, at der var en risiko for at gøre begge dele halvt og foretrak derfor at satse alt på et af løbene.

VM-ruten i Australien havde mange højdemeter, men der var også mange flade stykker, og Vingegaard vurderede ikke, at han kunne hamle op med konkurrenterne.

- Jeg kører heller ikke væk på det flade, og jeg slår dem heller ikke i en spurt, så på den måde synes jeg, at det ville være lidt spild af tid på en eller anden måde, siger han til Ekstra Bladet.

Jonas Vingegaard slår dog fast, at det er planen, at han skal køre VM i fremtiden.

VM blev afviklet i denne weekend i Australien, mens Lombardiet Rundt foregår 13 dage senere 8. oktober.

Belgieren Remco Evenepoel endte med at blive verdensmester.

Jonas Vingegaard er tirsdag tilbage på cyklen for første gang i halvanden måned, når han deltager i et kroatisk etapeløb.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“