Sport - Ritzau

VM-forward er klar til at blotte næsen efter uhyggeligt uheld

VM-forward er klar til at blotte næsen efter uhyggeligt uheld

VM-forward er klar til at blotte næsen efter uhyggeligt uheld

Ritzau
Prag
Zuletzt aktualisiert um:
IHOCKEY-WC-2024-MEN-DEN-CAN Foto: Michal Cizek/Ritzau Scanpix

Christian Wejse fik hakket en halv næse af, men glæder sig til at smide gitteret, der skal beskytte ansigtet.

Næsetippen er lyserød, selv om Christian Wejse hverken er forkølet, har været for længe i solen eller har kigget for dybt i portvinsflasken. Men ishockeylandsholdets benhårde center er ikke ked af sin halvrøde tud.

Han er tværtimod lykkelig for, at den lille misfarvning er den eneste synlige eftervirkning fra et bizart uheld, han var ude for i en kamp for Bremerhaven i den tyske liga i slutningen af januar.

Efter et sammenstød med banden lå halvdelen af hans næse pludselig på isen i en pøl af blod. Hvad der egentlig skete, er stadig ikke helt klart.

- Jeg slog hjelmen ind i banden, og mit visir røg ned og hakkede noget af næsen. Det er i hvert fald det, vi er kommet frem til efterfølgende.

- Der var ikke andre involveret i det. Det var kun noget udstyr - altså min hjelm - der var skyld i det. Det er lidt skræmmende. Det burde jo ikke kunne ske.

- Jeg har tidligere fået nogle sting i ansigtet, og jeg er forberedt på, at jeg kan få nogle hug i en kamp. Men selv i min vildeste fantasi havde jeg jo ikke forestillet mig, at jeg skulle have amputeret en del af min krop ved at spille ishockey, siger Christian Wejse.

En af kampens dommere fandt næsestumpen på isen, og Wejse kom på hospitalet, hvor lægerne tog godt for sig af sytråden for at sætte den afskårne næse tilbage, hvor den kom fra.

- Jeg fik mere end 25 sting og måtte holde en måneds pause bagefter. Men resultatet er blevet virkelig godt. Inden jeg tog til VM, var jeg forbi lægen, der sagde, at han ikke havde turdet håbe på, at det skulle se så godt ud.

- Selvfølgelig er farven lidt anderledes, men lægen håber, at det bliver bedre med tiden. Jeg skal bare sørge for at undgå uv-lys i de næste måneder, siger Wejse, der dog alligevel sniger sig to uger til Gran Canaria, når sæsonen er slut.

- Det bliver med kasket, parasol og solcreme. Selv når jeg går på gaden i Danmark, bruger jeg solcreme. Det er jeg nødt til lige nu, forklarer han.

Den dramatiske historie er årsagen til, at Wejse som den eneste på det danske VM-hold spiller med gitter foran ansigtet.

Det er obligatorisk for ungdomsspillere, men når spillere fylder 18 år, ryger gitteret af og bliver erstattet med visir som en markering af, at man nu er en fuldvoksen ishockeyspiller.

Selv om netop visiret nær havde kostet Wejse en halv næse, kan han ikke vente, til lægen giver ham lov til igen at spille med den lille stribe af plexiglas foran øjnene som eneste ansigtsbeskyttelse.

- Gitteret generer mig lidt på isen. Det ødelægger lidt af udsynet og overblikket. Efter sommerferien satser jeg stærkt på at bruge visir igen.

- Jeg kommer selvfølgelig til at have fokus på, hvilken form for visir jeg bruger. Men jeg er ikke nervøs eller bange for, at det kommer til at ske igen, siger Christian Wejse.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“