Sport - Ritzau

VM-landstræner trækker god læring ud af truende fiasko

VM-landstræner trækker god læring ud af truende fiasko

VM-landstræner trækker god læring ud af truende fiasko

Ritzau
Herning
Zuletzt aktualisiert um:
WC women''s handball: Denmark - Serbia Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Man skulle tro, at Jesper Jensen stod med panderynker efter VM-premieren, men det var ikke tilfældet.

Det ville undre de færreste, hvis Jesper Jensen var sur, efter at de danske håndboldkvinder fredag var lige ved at dumpe den opgave, der hed VM-premiere mod Serbien.

Men landstræneren var faktisk ganske glad.

Han gik så vidt som at kalde den truende fiasko for det næstbedste scenarie for åbningskampen i den næsten helt fyldte arena i Herning.

Det kan lyde mærkeligt, når nu Danmark var ved at levere en fiasko, men Jesper Jensen ser oplevelsen som en bekræftelse af, hvor holdet står.

- Det er lige før, det her var det bedste scenarie. Vi fandt ud af, at vi kan stå for presset, og vi fandt ud af, hvordan vi reagerede i sådan en situation, siger han.

- Vi kunne have haft en rigtig god kamp og drønet derudad, men det havde vi ikke lært så meget af.

- Med et kvarter igen var vi under et endnu større pres, end da kampen startede. Og det løste vi. Vi stolede på hinanden og rettede de ting, vi gerne ville, og heldigvis fik vi et hul til sidst, siger Jesper Jensen.

Danmark var meget længe bagud i en kamp, hvor Serbien taktisk overlistede danskerne med lange og opslidende angreb, som førte til febrilske og alt for hurtige danske angreb.

Først efter 54 minutter scorede Kristina Jørgensen til den første danske føring i kampen, og så knækkede Serbien. Mie Højlund var stolt af, at hun og holdkammeraterne ikke smed det hele på gulvet i ren afmagt.

For det var måske sket for to, tre eller fire år siden.

- Vi har fået med som erfaring, at selv om situationen er stressende, og vi kigger på uret, så er der noget rutine i holdet. Vi trækker lige vejret ned i maven, siger hun.

Danskerne havde egentlig forberedt sig på, at den hektiske kulisse i Boxen kunne give anledning til nerver, men det fyldte mere end først antaget.

- En ting er at snakke om tingene. En anden er at stå derinde og opleve det. Heldigvis håber jeg, at den her oplevelse har lært os rigtig meget til resten af slutrunden, så det ikke ender med at ske igen, siger Højlund.

Jesper Jensen er med på, at indsatsen ikke var prangende. Men han er ikke for alvor bekymret, og han kommer ikke til at begrave sig mere i videomaterialet, end han ellers ville have gjort.

- Der er nok lidt flere fejl at finde, men mange af dem behøver vi ikke at sidde og kigge på. De retter sig selv bare ved at sove på det, siger han.

Danmark skal i kamp igen søndag. Her venter gruppens klart svageste hold, Chile.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“