Sport - Ritzau

Vraget Norman forsøger at være en stærk støtte

Vraget Norman forsøger at være en stærk støtte

Vraget Norman forsøger at være en stærk støtte

Ritzau
Paris
Zuletzt aktualisiert um:
CYCLING-TRACK-OLY-2020-2021-TOKYO Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix

Den olympiske mester i parløb forsøger midt i sin egen skuffelse at hjælpe sine holdkammerater til OL-succes.

Skuffelsen over at blive vraget skal med det samme ændres til uforbeholden støtte til holdkammeraterne.

Sådan er situationen for Danmarks mangeårige olympiske medaljesluger Lasse Norman Leth, der de kommende dage må nøjes med en reserverolle på banelandsholdet ved OL i Paris.

Den 32-årige fynbo havde forventet, at han skulle forsvare sin OL-titel i parløb, men til sin egen overraskelse blev han vraget.

- Som professionel atlet skal man kunne være skuffet og samtidig være en god holdkammerat.

- Jeg prøver at være der så meget for holdet som muligt.

- Der er mange unge knægte på holdet, som jeg føler, at jeg kan hjælpe med at give noget ro med min rutine, siger Lasse Norman Leth.

Han prøver at bidrage med godt humør, men medgiver, at han indimellem har brug for trække vejret dybt på sit hotelværelse og give sig selv lov til at være skuffet.

Gennem årene er det blevet til hele fem olympiske medaljer, siden han i 2012 bragede igennem i London og tog guld i omnium.

Ingen dansker har nogensinde vundet seks OL-medaljer, og Lasse Norman Leth kunne blive den første.

Guldmakkeren fra OL i Tokyo, Michael Mørkøv, skal denne gang køre parløbet sammen med Niklas Larsen.

Selv om Niklas Larsen har overhalet Lasse Norman Leth, så mærker han kun opbakning fra den erfarne, men skuffede landsmand.

- Jeg ville også have været ked af det, hvis jeg ikke var blevet valgt. Det er fuldt forståeligt, at han er ked af det.

- Jeg tror, at det hjælper rigtig meget, at vi allesammen er gode venner ved siden af cyklingen. Han har været støttende, selv om han er skuffet, siger Niklas Larsen.

Danmark råder over syv mandlige baneryttere på næsten lige højt niveau, og det er et vilkår, at der ikke er plads til alle, når landstræner Casper Jørgensen sammensætter de forskellige konstellationer.

Ud over parløb stiller Danmarks mandlige banelandshold op i 4000 meter holdforfølgelse og omnium i Paris.

Niklas Larsen deltager i alle discipliner, og der er håb om medaljer over hele linjen.

Lasse Norman Leth er midt i sin egen personlige krise bevidst om, at der også sidder et par holdkammerater hjemme i Danmark og kigger misundeligt mod Paris.

Alle har været med til at øge kvaliteten på banelandsholdet til det højeste niveau, som Lasse Norman Leth har oplevet.

- Vi har været syv mand til at presse holdet til det her niveau, og vi er kun fem mand hernede. Der er to mand, som ikke er her, der har bidraget til at gøre os gode.

- Jeg skylder resten af holdet at holde hovedet oppe - specielt på grund af dem derhjemme skal jeg være klar, hvis der bliver brug for mig som reserve, siger Lasse Norman Leth.

På mandag går banedisciplinerne i gang ved OL. Det danske 4000-meter-hold er det første, der skal i aktion.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“