Sport - Ritzau

Wada vil kigge på mulig drejning i sag om kinesiske svømmere

Wada vil kigge på mulig drejning i sag om kinesiske svømmere

Wada vil kigge på mulig drejning i sag om kinesiske svømmere

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
OLY-PARIS-2024-SWIMMING-DOPING-CHINA Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

Ifølge tyske ARD boede ikke alle kinesiske svømmere på samme hotel, hvor de angiveligt indtog doping ubevidst.

En byge af kritiske - til tider nærmest konfrontatoriske - spørgsmål mødte de ledende figurer i Det Internationale Antidopingagentur (Wada), da de torsdag formiddag holdt deres obligatoriske pressemøde før OL.

Ikke overraskende handlede mange af dem om sagen, hvor 23 kinesiske svømmere i 2021 afleverede positive dopingprøver, uden at de er blevet udelukket eller suspenderet.

For nylig fremlagde ARD beskeder fra sociale medier og udsagn fra en whistleblower, som angiveligt viser, at ikke alle kineserne befandt sig på samme hotel.

Hidtil har Wada bakket op om den officielle kinesiske forklaring, som lyder, at svømmerne uforvarende indtog dopingstoffet trimetazidin, som siden blev fundet i testene.

Og generaldirektør Olivier Niggli vil ikke afvise, at man vil kigge på sagen igen.

- Elementerne skal bevises. Det er nøglen, om vi taler om beviser eller om noget andet.

- Vi har mange elementer i den her fil, som indikerer forskellige ting. Vi har aldrig sagt, at vi ikke vil genåbne sagen eller kigge på nye beviser, som vi får ind, siger han på det noget intense pressemøde.

Det blev mødt af et højlydt "ikke korrekt" fra den tyske journalist, som stillede spørgsmålet. Han fik dog ikke lejlighed til at uddybe, hvad uoverensstemmelserne konkret bundede i.

En af de kinesiske svømmere, som blev testet positive, har ifølge ARD skrevet direkte, at nogle af atleterne slet ikke opholdt sig på det omtalte hotel.

Wada har fået stor kritik for sin håndtering af sagen. Kritikken er særligt gået på, at man ikke har undersøgt svømmerne eller omstændighederne bag dopingforseelsen tilstrækkeligt.

Sammen med Wada-præsident Witold Banka påpegede Olivier Niggli gentagne gange, at den uafhængige anklager Eric Cottier i en foreløbig konklusion tidligere i juli frikendte agenturet for at have favoriseret kineserne.

- Hans konklusioner kunne ikke have været klarere.

- Cottier havde fuld adgang til alle dokumenter, fildelinger og beskedudvekslinger, som berører den her sag.

- Vi afventer nu den fulde rapport med nogle mulige anbefalinger om ændringer af krav og regler, forklarer Witold Banka.

Blandt de skarpeste kritikere af Wadas håndtering af sagen er USA's antidopingagentur, Usada.

Amerikanerne frygter, at atleterne ikke konkurrerer på lige vilkår ved legene i Paris og heller ikke gjorde det i Tokyo.

Striden mellem agenturerne har ført til, at der i tildelingen af værtskabet for vinter-OL i 2034 står indskrevet, at Salt Lake City kan få frataget værtsrollen, hvis USA ikke anerkender Wada som den øverste myndighed.

Wada-præsidenten ser det ikke som et forsøg på at lukke munden på kritikere.

- Min forståelse er, at det ikke er tilføjet for at lukke ned for kritik. Vi er altid åbne for konstruktiv kritik. Men harmoniseringen af dopingsystemet skal beskyttes.

- IOC's beslutning er truffet for, at interessenterne skal respektere Wadas position, siger Witold Banka.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“