Sport - Ritzau

Wimbledon erstatter menneskelige linjedommere med teknologi

Wimbledon erstatter menneskelige linjedommere med teknologi

Wimbledon erstatter menneskelige linjedommere med teknologi

Ritzau
London
Zuletzt aktualisiert um:
FILES-TENNIS-GBR-WIMBLEDON Foto: Andrej Isakovic/Ritzau Scanpix

Wimbledon følger efter US og Australian Open, og linjedommerne afskaffes til fordel for elektronisk system.

US Open og Australian Open har allerede erstattet linjedommerne med en elektronisk løsning, og nu følger Wimbledon trop.

Teknologien overtager ansvaret fra næste års turnering, oplyser arrangøren, All England Club, onsdag.

- Efter at have gennemgået resultaterne af testene ved turneringen i år mener vi, at teknologien er tilstrækkeligt robust, og at tiden er inde til at tage dette vigtige skridt for at opnå maksimal nøjagtighed i dommergerningen.

- For spillerne vil det give de samme betingelser, som de har spillet under ved en række andre begivenheder på ATP- og WTA-touren, siger Sally Bolton, der er direktør i All England Club.

Menneskelige linjedommere har stået for at vurdere, om en bold er inde eller ude, i grandslam-turneringen i 147 år.

Elektroniske linjedommervurderinger blev første gang afprøvet ved en ATP-turnering i Milano i 2017 og blev taget i brug i større omfang under covid-19.

Det vil blive brugt på alle baner på tværs af ATP-touren fra 2025.

Systemet reagerer inden for en tiendedel af et sekund, efter at bolden er landet.

Det anses for at være mere præcist end menneskelige linjedommere, som står eller sidder på hug enten ved siden af eller bag banerne.

Man ser dem ofte dukke sig for at undgå at blive ramt af en serv med en hastighed på op til 100 kilometer i timen.

Systemet med de traditionelle linjedommere er blevet kritiseret af Novak Djokovic, der på dramatisk vis blev smidt ud af US Open i 2020, da han ramte en kvindelig linjedommer på halsen med en bold.

French Open er nu den eneste grandslam-turnering, der ikke har implementeret et elektronisk system.

/ritzau/Reuters/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“