Sport - Ritzau

Wozniacki kæmper sig ud af store problemer og slår egypter

Wozniacki kæmper sig ud af store problemer og slår egypter

Wozniacki kæmper sig ud af store problemer og slår egypter

Ritzau
Paris
Zuletzt aktualisiert um:
OL 2024: Caroline Wozniacki møder Mayar Sherif fra Egypten Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Caroline Wozniacki havde ryggen mod muren mod Mayar Sherif, men vandt alligevel over egypteren.

Det var tæt på at blive til et tidligt exit, men Caroline Wozniacki er videre til anden runde af tennisturneringen ved OL.

Søndag aften mødte danskeren Mayar Sherif fra Egypten i sin første kamp ved legene i Paris. Det blev til en sejr på 2-6, 7-5, 6-1.

Men sådan så det ikke ud til at skulle ende.

Sherif gjorde det godt og var på nippet til at sende Wozniacki hjem, da hun efter på sikker vis at have vundet første sæt førte 5-4 i andet.

Egypteren fik i egen serv spillet sig på 30-0, og det så gevaldigt sort ud for Wozniacki. Men med ryggen mod muren trådte den danske tennisprofil i karakter.

Wozniacki fik brudt til 5-5, servet sig på 6-5 og efterfølgende lukket sættet med endnu et brud.

Det tog pusten fra Mayar Sherif, der ikke havde meget at skyde med, da kampen skulle afgøres i tredje sæt.

Sherif havde kampen igennem levet af sin stærke forhånd, som langt hen ad vejen var for stor en mundfuld for Wozniacki.

Når hun trykkede til bolden fra baglinjen, var det alt eller intet, og efterhånden som trætheden indfandt sig, blev der længere og længere mellem de gode slag.

De uprovokerede fejl hobede sig op, mens Wozniacki i vanlig stil spillede stabilt og ventede på, at modstanderens skulle dumme sig.

Efter 2 timer og 24 minutter gik den ikke længere for egypteren, og Wozniacki kunne lade sig hylde af den lille koloni af danske fans, som havde indtaget sidelinjen.

I anden runde skal Caroline Wozniacki møde amerikanske Danielle Collins, der er seedet som nummer otte i turneringen.

De to har mødt hinanden tre gange tidligere. To af kampene er endt med dansk sejr, mens amerikaneren har vundet en enkelt, ved at Wozniacki trak sig.

Wozniacki er sidste danske lod i OL-puljen i tennis, efter at Clara Tauson tidligere på dagen blev sendt ud af canadiske Bianca Andreescu.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“