Sport - Ritzau
Wozniackis afbrudte Wimbledon-kamp genoptages på ny bane
Wozniackis afbrudte Wimbledon-kamp genoptages på ny bane
Wozniackis afbrudte Wimbledon-kamp genoptages på ny bane
Caroline Wozniackis kamp i anden runde ved Wimbledon skal alligevel færdigspilles torsdag aften på ny bane.
Caroline Wozniackis kamp i anden runde ved Wimbledon mod Leylah Fernandez blev torsdag aften afbrudt på grund af mørke.
Det skete ved stillingen 6-3, 2-6, 3-3.
Men omkring en time efter afbrydelsen er de to spillere nu sat til alligevel at skulle færdigspille kampen på bane 1 torsdag, fremgår det af tv-billeder fra banen og Wimbledons hjemmeside. Kampen er sat til at starte tidligst 22.45.
Kampen er blevet rykket ind på bane 1, hvor der kan tændes lys. Det var ikke en mulighed på den mindre bane 12, hvor kampen blev spillet tidligere.
På bane 1, hvor der er tag og lys, må der spilles frem til klokken 24 dansk tid under Wimbledon. Banen blev ledig efter den tyske stjerne Alexander Zverev gjorde kort proces mod Marcos Giron og vandt andenrundekampen på halvanden time.
Wozniacki og Fernandez var i gang med en helt lige kamp.
Den danske tidligere grand slam-vinder startede bedst ud mod den 30.-seedede canadier og vandt første sæt efter et afgørende brud til 5-3. På det tidspunkt havde Fernandez selv misset fem breakbolde.
I andet sæt kom Fernandez ud med mere sikkert, men stadig aggressivt spil. Hun forsøgte gang på gang at afgøre duellerne hurtigt, og det lykkedes i højere grad nu.
Med en sætsejr på 6-2 sendte Fernandez ud i det afgørende tredje sæt. Allerede inden sættet blev sat i gang forsøgte Wozniacki at overtale dommeren til at udsætte resten af kampen på grund af det tiltagende mørke over tennisanlægget.
Det ønske imødekom dommeren dog først ved stillingen 3-3. Spillerne var i gang med at pakke sammen, da det lød fra dommeren, at det var en overvejelse, om kampen skulle rykkes til enten Centre Court eller bane 1 og dermed færdigspilles alligevel.
Det var særlig Leylah Fernandez tydelig utilfreds med.
Begrundelsen fra kampdommeren, som ikke er den, der har taget den endelige beslutning om at flytte kampen til en anden bane torsdag, var, at det ser ud til, at Wimbledon fredag vil blive præget af regnvejr.
/ritzau/