Sport - Ritzau

Ydmyg Guardiola er overrasket over FC Københavns styrke

Ydmyg Guardiola er overrasket over FC Københavns styrke

Ydmyg Guardiola er overrasket over FC Københavns styrke

Ritzau
Manchester
Zuletzt aktualisiert um:
FBL-EUR-C1-MAN CITY-PRESSER Foto: Lindsey Parnaby/Ritzau Scanpix

Pep Guardiola har studeret FCK, og han er imponeret af den intensitet, som det danske mandskab spiller med.

Inden Pep Guardiola gik i seng mandag aften, så han FC Københavns kamp mod Dortmund. Tirsdag morgen plantede han sig igen foran sin computer og så kampene mod Sevilla og AGF. Og han var overrasket.

Det danske mesterhold er stærkere, end han havde forventet.

Det fortalte den spanske Manchester City-manager, da han tirsdag holdt hof for pressen på klubbens træningsanlæg inden onsdagens Champions League-dyst mod Jacob Neestrups tropper.

- Jeg var overrasket over, hvor gode de så ud, siger Pep Guardiola.

- I morges så jeg deres kamp mod Sevilla, og de var fremragende. Sevilla havde problemer med at knække dem.

- Da de spillede mod Dortmund og især Sevilla, var de meget aggressive.

Spanieren er særligt imponeret af FCK's organisation på grønsværen. Når én spiller agerer, så ved de andre, præcis hvad de skal gøre, lød Guardiolas analyse. Derudover er han imponeret af FCK's mod med bolden.

- Det er ikke et hold, der bare spiller lange bolde frem mod angriberen. De er i stand til at spille med bolden, siger Guardiola, som dog gerne ser, at City lykkes med at tvinge FCK til at sparke lange bolde.

Manchester City har været godt kørende i denne sæson. I Premier League er klubben toer efter weekendens magtdemonstration mod lokalrivalen Manchester United, som blev sendt hjem med en lussing på 3-6.

I Champions League har City nedlagt både Dortmund og Sevilla, og englænderne er hos bookmakerne kæmpefavoritter til at slå FCK.

Alligevel ligger det Guardiola meget på sinde, at hans spillere ikke må undervurdere onsdagens opgave.

- Det kan være et problem. Efter kampen mod United er det vigtigt, at der er stor opmærksomhed på det, siger Guardiola.

Han er bevidst om, at FCK har haft problemer i Superligaen, at klubben lige har fået ny træner, og at profiler som Carlos Zeca og Rasmus Falk er ude med skader. Men det ændrer ikke hans tilgang.

- Jeg er ydmyg. Jeg ved godt, at der er mange, der forventer, at vi kommer til at vinde. Men jeg er ikke den type manager, som tænker sådan. Jeg har stor respekt.

- Vi vinder ikke, bare fordi vi er Manchester City, og de er FC København, siger Guardiola.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“