Leserbrief
„Den total glemte tidligste fortid“
Den total glemte tidligste fortid
Den total glemte tidligste fortid
Leserbrief von Martin Christiansen.
Kære B. Bastogi,
jeg har lige med en noget blandet begejstring læst dit indlæg. Det er jo dejlig optimistisk læsning. Da jeg med hoved og hjerte er bonde (lægger vægt på den gamle benævnelse) har jeg lidt „tillæg“ til dine tankesæt. Noget væsentlig er overladt total til glemslen i nutidige væremåder. Sætningen: Unser täglich Brot gib uns heute.
Kultur startede jo ikke som Unterhaltung. Det startede derimod som bønfaldelse for frugtbarhed. Man bad guderne sørge for. Dette gjaldt i lige måde for børnerigdom som for passende sol og regn. Ligeledes bad man om beskyttelse mod alverdens farer. Skulle det være overfald fra andre klaner/ rovdyr eller vejr katastrofer. Udover os mennesker kan jo ved alt levende erkendes – ofte endda ret dominerende – kønsdriften som stærkeste gen. Legesyge genet er „offensichtlich" med indføjet.
Dette har så sammen med fantasien sat yderlig gang i kulturen. Bønnerne er blevet hørt af de respektive guder. Fiskeri/fastboende landbrug, der langsomt overtog, efter det omstrejfende tidsvindue (Zeitfenster der Samler) og handel blomstrede. Siden opstarten af de tre erhverv bredte velstanden sig mere og mere effektivt. Flere fødsler/man blev ældre. Alle skulle ernæres. Da dit ærinde udelukkende er kulturen, har jeg lidt mere bredt at tilføje til dine forslag, dine frembragte tanker!
Hertil en lidt anden side af det virkelige liv, set ud fra erfaringerne fra et halvlangt konventionelt bondemands, især arbejdsliv.
For nylig kom følgende kommentar fra en fåreavler på spørgsmålet til ham i forhold til en alt for lille indtjening. Som fåreavler har man for tiden så travlt, at der ikke er overskud til at bruge flere tjente penge alligevel. Da jeg er opvokset på en mindre, sandfyge beliggende gård, kunne jeg da sagtens have understøttet med et lignende svar.
Især fra de mere eller mindre rød farvede partier er vi da blevet holdt „nærmest konstant halsende“, især i de sidste tre årtier. Den næste forordning har presset den forudgående, endnu før der kunne forventes positive resultater. Fakta er blevet sendt mere og mere i skammekrogen. Man „opererer“ som grundlag for rådgivning til politikerne overvejende med kontorbaserede modeller. Da dette ragnarok fik hjælp af de tre bogstaver ØKO blev ilttilførslen endnu mere trang. I lige kritiske, men neutrale betragtninger burde dette jo have været et positivt tilbud! Sådan er det jo ikke gået. Eneste parti, der for tiden behandler det traditionelle landbrug fakta baseret anstændig er de Nye Borgerlige.
Du bruger stolthed som helt almindelig ordforråd. Her skelnes jo så dansk og tysk i de respektiv, især også medieopfattelser. At være stolt som tysker „lugter“ straks af Neu-Nazis. Arven fra det 20. århundrede tynger jo på tyske skuldre – også på nogle i grænselandet (for nogle på en forkert måde).
Jubelåret 2020 for danskerne bør da fejres, som jo også i vid omfang var planlagt. Mit fødested ligger i luftlinje så tæt på Bredevad, at skududvekslingen kunne høres. Ved skyderiet mellem danske og tyske soldater døde her fire denne dag.To unge danskere og to unge tyskere. For mig er alle fire ofre. Alle blev ofret omsonst for syge hjerners syge magtfantasier. I de sidste krigsmåneder døde der flere mennesker end i alle de mange måneders kamphandlinger forude.
I disse betragtninger er det helt afgørende for mig i året 2020, at mindes slutdatoen for kamphandlingerne. Hver eneste udsatte dag var een for meget. Den slags erindringer behøver hverken menneskemængder eller overskummende søndagstaler.
Som en dame, der var barn i maj 1945, i hendes korte bidrag i JP fortalte: „Vi stimlede da ikke sammen for at juble som i byerne. Vi samledes derimod i stilhed i familierne om køkkenbordene. Vi skulle jo også tidlig op for at forsørge vores dyr.“ Her tænker jeg på et enkelt udsagn fra vores far til besættelsen: „Vi havde andet at gøre end at juble over indtoget af værnemagten. Vores bedstefar havde da stadig sin franske frontdeltagelse i nærmest frisk erindring. Foråret stod for døren – markarbejdet ventede på handlekraft."
Med al mulig respekt for dine ønsker for Sønderborg. So ein Ding möchten wir auch haben! Lige her, hvor alle mulige erhverv/mennesker lider tab – for nogle er hele deres livsværk blæst omkuld – måske endda uoprettelig? En del ønsker vil nok forblive henlagt?
Du nævner også slægtsgårde. De eksisterer jo nærmest kun i gamle fortællinger. Til trods forlanger anstanden, at alle burde kunne få de grundlæggende fornødenheder, nemlig mad og varme. Livskvaliteten/lysten til at fremskaffe disse er desværre ved at blive kvalt af ubetænksomme hjerner, der meget ofte dominerer med ensidig: So ein Ding müssen wir auch haben.
Sætningen er jo nærmest et varemærke for tiden før Corona-besættelsen. En liden trøst ligger jo i at alle risikerer besættelse af denne, hidtil ukendte fjende. At danske talenter klarer sig så godt på alle mulige fremmede markeder er jo velkendt. Selvfølgelig bør de kulturprægede have opmærksomhed som div. andre eksportvarer (ikke kun handelstalenterne). Alt giver jo bidrag til gode vilkår i kernelandet Danmark!
M.B.Christiansen,
Hyndingholmvej 16
Bylderup-Bov
(Von der Redaktion redigiert/gekürzt, Chefredakteur Gwyn Nissen)