I avisen den 23. juli belærer Tove Malloy mig som en ny Emma Gad om takt og tone i dansk debatkultur. Desværre kommer hun til at blamere sig selv, da hun selv har noget at lære på det punkt.
Ved at tjekke min kritiker J. A. Munksgaards profil på Facebook ser man nemlig citeret en artikel af TM i „Altinget“, hvor hun meget nedladende og belærende nærmest underviser de sønderjyske politikere i, hvor lidt de har forstået af konventioners og diverse aftalers indhold og gyldighed med hensyn til mindretalsrettigheder.
Jeg får kvalme, når  hun i ramme alvor spørger borgmestrene, om de „har hørt om“ ovenstående. Nu har borgmestrene med Thomas Andresen i spidsen nok mere forstand på Sønderjyllands situation, i dette tilfælde diskussionen om de tosprogede skilte, end TM, som slet ikke forstår nødvendigheden af  folkelig opbakning, inden man implementerer projekter. Ingen vil jo have de skilte.
Men TM betragter ligesom J. A. Munksgaard konventioner som hellige dokumenter på linje med Bibelen og Koranen, der sammen med menneskerettighederne straks bør gøres til lov og gælde i al evighed, selv om erfaringer dog viser, at de ofte virker som en hæmsko, da samfundsudviklingen ændrer sig.
Men hensyntagen til menneskenes børn er jo underordnet, når man kæmper for en hellig sag. Heldigvis har den dog ikke bindende virkning,og noget kunne tyde på at de danske myndigheder ikke er så varme på ideen, da de tøver med gennemførelsen. Man skulle tro, at dette kunne få alarmklokkerne til at lyde hos Munksgaard, der som historiker og tænkende borger måtte filosofere over årsagerne hertil.
Man kunne såmænd smile overbærende over TM's opstyltethed, men desværre er det ikke så let. TM's reaktion er nemlig typisk for de mange „eksperter“, der sidder rundt omkring i diverse nævn, udvalg og komiteer (TM har selv været i en komite under Europarådet), hvor de har en indflydelse og magtposition, der ikke skal undervurderes.
De er heller ikke politisk neutrale og har frit spil til at udtænke og konstruere ideer og projekter, som de selv finder guddommelige, men som sjældent er baseret på de respektive befolkningers ønsker og forestillinger. Det skal jo ende galt.
TM begår også den typiske fejl at betragte mindretal som en stor masse, selv om deres situation er væsensforskellig. Hvad i alverden har mindretallene på Balkan dog at gøre med det tyske mindretal i Danmark, der jo ikke tilnærmelsesvis har det samme at kæmpe for. TM har da vist tabt overblikket.