Meget – også positivt kan man sige om EU’s institutioner og deres funktionsmåde og fremgangsmåder, og Corona pandemien har tydeligt gjort meget omkring EU, fordi EU-kommissionens håndtering af sundhedsforholdene i Unionen set fra et optimalt centralistisk synspunkt ikke virker centralistisk, og heller ikke kan være det, fordi sundhedsforhold traktatmæssigt set er et nationalt anliggende. Det sidste bringer de af sig selv særligt udvalgte til at forlange en regulær enhedsstat.

Nu er det sådan, at kravet om en enhedsstat i realitetens verden ikke har vist sig at have en europæisk gang på jorden. Allerede den mægtige tysk-romerske kejser Karl V forsøgte sig som enhedskejser, men han måtte til sidst abdicere og gå i kloster, fordi hans vasaller ikke ville opgiver deres politiske magt til fordel for Karl.

Nu om dage kræver den ungarske premierminister Victor Orban og med ham flere bl.a østeuropæiske statsledere, at EU ikke udvikler sig til et overstatsligt superdemokrati, og dermed ser det ud til at spitzen kandidat systemet for de enkelte EP-grupper kommer til at ændre indhold og måske helt må sendes i graven.

Ikke mindst fordi Ursula von der Leyen blev EU-kommissionsformand uden af have været spitzen kandidat, og i forbindelse med den tyske valgkamp har der vist sig skepsis, og de europæiske regeringers skepsis er generelt set vokset, mange vil bare noget andet. Det gælder såvel sundhedspolitikken som flygtningepolitikken.

Alligevel er der ingen tvivl om, at der vil komme en evalueringens proces ovenpå de seneste års udfordringer, og de skal være velkomne - ikke mindst hvis de nedenstående EU-udfordringer bliver behandlet positivt og ikke mindst seriøst.

Da Danmark d. 1. januar 1972 blev tilsluttet EF skete det på baggrund af et stort flertal ved folkeafstemningen d. 2. oktober 1972, hvor hele 67% af den sønderjyske befolkning stemte for EF. Det var forrygende, men også for meget Senere gik ja% tilbage, når snart det ene, snart det andet forbehold ønskedes fjernet. Det blev ikke til noget. Men noget bør der gøres, og derfor kan de nedenfor beskrevne ændringer gøre Unionen mere nærværende og borgernær for borgerne og hele det politiske system.

Her står vi med den udfordring, at EU-kommissionen har fået mere magt, medens EU-Rådet (regeringscheferne) har stået for meget udenfor som herskere, men ikke som regerende, hvilket var den model, der i sin tid satte merovingerkongerne udenfor indflydelse og til sidst aflivede dem.

Sådan går det nok ikke helt med EU-rådets medlemmer, men de ville opnå en langtidsvirkende politisk indflydelse, dersom de genindtrådte i deres rettigheder som den politiske kraft i Den Europæiske Union. At det vil medføre ressource overførsel til EU-Rådet fra EU-kommissionen må opfattes som en krigsskadeomkostning.

Det bliver også nødvendigt, at Mindretallenes forhold opgraderes, medmindre man vil have politisk og social uro. Når EU-Kommissionen argumenterer, at man ikke kan acceptere FUEN’s forslag, fordi der allerede er foreslået de nødvendige programmer, som imødekommer forslagene, men sådan er det bare ikke.

At EU, der nok taler om mangfoldighed som en fælles værdi, ikke langt stærkere anerkender og støtter de mindretal og den mangfoldighed, der findes i de enkelte nationalstater, er skuffende. Der er rent ud sagt tale om en ommer.

Endvidere viser det sig, at EU’s regionalforsamling mest af alt minder om 1800-tallets stænderforsamlinger, i hvilke man nok må snakke med sig selv, medens man til gengæld ikke kan beslutte noget eller tage initiativer, hvilket betyder at den forsamling har et totalt demokratisk underskud, hvorfor der bør indføres et direkte valgsystem med beslutningskompetence til den forsamling.

Når dertil kommer, at EU-Parlamentet lider under en ringe valg deltagelse, kunne man løse det problem ved at genindføre det oprindelige valgsystem, der bestod i at hvert lands parlament valgte landets EU-parlamentarikere blandt sine egne parlamentarikere for den kommende EU-parlamentsperiode. Det ville sikre en seriøs valgdeltagelse.

Samtidig kunne man indføre en folkevalgt repræsentation til regionalforsamlingen med en funktionstid på linje med Europa parlamentets nuværende og de to parlamenter skal i så fald h.h.v. tage sig af de mere nære forhold og de generelle politiske opgaver.

Men Den Europæiske Union har også et domstolssystem bestående af en Domstol, som har et procesreglement, der skal godkendes af EU Rådet med kvalificeret flertal. Denne Domstol har vist sig at være en drivkraft i den europæiske integrationsproces. Noget lignende gælder for Retten. Begge domstole har en domsgrundlag, der består af tidligere domme, og hvor disse ikke dækker, laver man selv grundlaget.

Her står vi med det problem, at det ville være ønskeligt, dersom det hidtidige domsgrundlag nulstilles og udbygges med regler udstukket af EU-Rådet. Det ville være en ganske nyttig foranstaltning; for det med, at EU-domstolen laver sine egne regler. Det duer ikke.