Som billedet tegner sig for nærværende, så bliver det som forventet SPD med kanslerkandidaten Olaf Scholz, som sætter sig i spidsen for en ny forbundsregering i koalition med FDP og De Grønne. Selv havde Olaf Scholz forventninger om at kunne afløse Angela Merkel på Sankt Nikolajs dag 6. december i år, dog må han væbne sig med mindst to dages tålmodighed.

Men selvom koalitionsaftalen mellem SPD, FDP og De Grønne er offentliggjort, og selvom partierne har fordelt de forskellige ressortministerier mellem sig, så skal baglandet dog forinden give deres billigelse.

Hvor SPD og FDP håber på opbakning fra de delegerede på hver deres ekstraordinært indkaldte partidag, har De Grønne valgt at konsultere partiets medlemmer. Spørgsmålet er dog om netop De Grønnes bagland faktisk vil kunne tænkes at spænde ben med henblik på, at få en bedre aftale med flere grønne fingeraftryk?

Ikke mindst fordi klimaaktivister og partiets egen ungdomsorganisation mener, at formandskabet med Annalena Baerbock og Robert Habeck i spidsen har solgt sig for billigt når det handler om den grønne omstilling. Skulle det blive tilfældet må Olaf Scholz skyde en hvid pind efter at kunne afløse forbundskansler Angela Merkel i indeværende år.

Meget tyder dog på, at det ikke vil komme til at ske, og det er selvsagt også det udgangspunkt den kommende forbundsregering kalkulere med. Også fordi det i forvejen var en vanskelig disciplin i sig selv at få to så vidt forskellige partier som FDP og De Grønne til at finde sammen. Alle involverede er vel vidende om, at en afvisning af koalitionsaftalen ikke blot vil kaste Tyskland ud i en krise, men også Europa, hvilket ingen har noget ønske om.

Derfor vil det være en god idé allerede på nuværende tidspunkt, at man i de europæiske hovedstæder og regeringskontorer tager sig rigeligt med tid til at få nærlæst indholdet i koalitionsaftalen og derigennem få pejlet sig ind på ikke blot hvor Tyskland bevæger sig hen, men ligeså meget i hvilken retning Tyskland vil trække Europa.

Selvom partierne har fordelt de forskellige ressortministerier mellem sig, er det kun de færreste og mest toneangivende som er besat med navns nævnelse, herunder finansministeriet og udenrigsministeriet, hvor det bliver den liberale partiformand fra FDP Christian Linder som i fremtiden skal styre forbundsrepublikkens finanser og give sit besyv med når det handler om EU’s budgetter.

Hvor valget af Christian Lindner som finansminister, uden tvivl vil skabe glæde i Bruxelles, havde regeringerne i Rom, Madrid, Lissabon og Athen gerne været foruden. Netop fordi han er kendt for sin sparepolitiske iver, hvilket afspejles i hans modstand mod at hæve skatterne eller optage lån-og kreditter til finansiering af den grønne omstilling i Tyskland. Noget som vil kunne smitte af i det europæiske samarbejde.

Rettes blikket på udenrigsministerposten, vil det for anden gang i Forbundsrepublikkens historie være De Grønne, som skal beklæde posten. Første gang var i Gerhard Schröders regering i 1998-2005 med Joschka Fischer, som havde flere sværdslag med sin amerikanske kollega Donald Rumsfeld, ikke mindst omkring Tysklands pure afvisning af at ville deltage i Irak-krigen.

Med Annelena Baerbock som udenrigsminister, er det forventningen at den tyske retorik på den udenrigspolitiske front vil blive om end ikke den samme, så i hvert fald skærpet sammenlignet med hendes forgængere i Angela Merkels regeringer. 

I første omgang vil det dog ikke være USA Annalena Baerbock vil vende sin opmærksomhed mod, men derimod Rusland, hvor hun under valgkampen dels plæderede for en hårdere kurs mod styret i Kreml, dels hasarderede mod gaspipelinen Nord-Stream 2. Ikke overraskelse at præsident Vladimir Putin derfor gerne havde set alle andre end hende som udenrigsminister.

Modsat forholder det sig for USA og præsident Joe Biden, som afgjort vil hilse en markant udenrigsminister som Annalena Baerbock yderst velkommen med stærke meninger om ikke kun Rusland, men også og især Kina.

Om Annalena Baerbock så får lov til føre en hårdere linje overfor Rusland og Kina, er stadig vanskeligt at vurdere. I den forbindelse skal igen henvises til koalitionsaftalen, som ikke levner meget plads til omtale af hverken en kommende Ruslandsstrategi eller forholdet til Kina.

Anderledes forholder det sig når det handler om Europa, som nævnes 210 gange i koalitionsaftalen, hvor man bl.a. vil arbejde for en ny traktatreform af EU og tilstræbelsen af en føderal opbygget union efter tysk forbillede.

Hvordan omverdenen vil modtage det nye Tyskland, og hvor meget Olaf Scholz og hans nye kabinet vil få succes til, at trække Europa i retning af en union efter tysk forbillede, vil blive en spændene iagttagelse.