Den 8.august, altså dagen efter indvielsen, havde jeg lejlighed til at besøge det ny/gamle tyske museum i Sønderborg og var begejstret.Det er virkelig flot indrettet og har meget bedre pladsforhold end det gamle museum, hvor besøgsgrupper sad som sild i en tønde i snævre lokaler. Men ånden og atmosfæren er den samme på grund af den karismatiske leder Hauke Grella, der meget engageret fortæller om alt muligt og med sin detaljerede viden altid har gode svar på rede hånd, vel at mærke på både dansk og tysk. Sammen med historikeren Frank Lubowitz, der også behersker dansk,har museet fået et perfekt makkerpar,der med deres sympatiske væremåde vil tiltrække besøgende fra nær og fjernt, hvilket allerede er sket.

Der er mange frivillige hjælpere, som ledsager de besøgende rundt i de forskellige afdelinger,hvilket er en oplagt fordel, især for dem der eventuelt har ringe kendskab til Sønderjyllands og mindretallets historie,da de alle har godt kendskab til diverse emner. Jeg fik selv en venlig mand, Walter Brüning fra Rinkenæs, stillet til rådighed som rundviser i en times tid, hvad der var en fordel, fordi han kunne knytte kommentarer til de mange plancher på dansk, engelsk og tysk ved de forskellige glasmontrer, som man bruger ved hjælp af en "touch screen",hvilket har fordele og ulemper. Intet kan erstatte en levende persons kommentarer og svar på spørgsmål, især når man som jeg stiller kaskader af spørgsmål og gerne diskuterer med eksperter.

Jeg havde forestillet mig et lidt større museum, men der er jo plads til visse udvidelser og ændringer, f.eks.,af den øverste etage, der virker lidt kedsommelig. Men det finder man en ordning på senere. Som helhed betragtet er museet en succes og fint indrettet.

Som nævnt er der fin plads til besøgsgrupper flere steder på museet, og dem bliver der brug for i fremtiden. Jeg har opfordret Hauke Grella til aktivt at markedsføre museet i medierne og overalt, hvilket allerede er ved at ske. Gode nyheder skal spredes for vindene, og jeg er selv i færd med at kontakte et par højskoleforbindelser, da netop højskolekurser med lethed kunne indeholde et besøg på museet. For øvrigt ser jeg også mulighder for et  samarbejde med Museum Sønderjylland i ,f.eks., Aabenraa, hvor der for øjeblikket er en fremragende udstilling om genforeningen i 1920. Jeg luftede tanken over for personalet under et besøg for nylig, og de var bestemt ikke afvisende over for ideen. Desværre var chefen ikke til stede den pågældende dag.

I kælderetagen er der et stort arkiv, som jeg var heldig at se, da jeg tilfældigt stødte på Frank Lubowitz. Han var meget begejstret over at fortælle om arkivet, der er omfattende og en guldgrube for historisk interesserede. Jeg gjorde store øjne over de mange mange skydedøre, der viste arkivets store omfang, hvilket fik mig til spontant at tænke på Stasi-arkiverne i det gamle Østberlin, hvor jeg er nogenlunde godt kendt.Man tænker jo spontant på steder som Normannenstrasse og fængslet i Hohenschönhausen.

På vej ud af arkivet, hvor jeg kunne have tilbragt lang tid, insisterede Frank Lubowitz på, at jeg skulle have en brochure forfattet af ham selv om mindretallene i Slesvig-Holsten, og jeg sagde pænt tak.Han sagde, at den kun fandtes på tysk, men håbede nok på, at jeg får stavet mig møjsommeligt igennem den med assistance af sprogkyndige kontakter.Jeg synes, der er noget uhyre positivt i hans store ønske om at stille informationsmateriale til rådighed ganske spontant til tilfældige besøgende, hvilket sender helt rigtige signaler til omverdenen.For øvrigt har museet en støtteforening, som jeg anbefaler alle og enhver (inklusive mig selv)at bakke op om,hvilket museet og dets ledelse til fulde fortjener.