Valget til den tyske forbundsdag 26. september 2021 tegner sig godt for partiet De Grønne, som ifølge flere meningsmålinger i træk ser ud til at blive større end CDU/CSU, og næsten dobbelt så stort som SPD. Det vil derfor ikke længere være nogen overraskelse om Annalena Baerbock skulle blive Tysklands næste forbundskansler.
 
Hvor CDU/CSU i flere valgperioder har reageret sammen med SPD i det som går under betegnelsen den ”Store Koalition”, forventer mange at det fremadrettet vil blive CDU/CSU og De Grønne, som efter forbundsdagsvalget vil finde sammen i en Sort-Grøn Koalition hvor det er CDU/CSU som stiller med regeringslederen, forbundskansleren.

Men spørger man generalsekretæren i CSU (det bayerske søsterparti til CDU) Markus Blume bliver det absolut ikke til nogen Sort-Grøn Koalition, hvis det bliver med De Grønne som storebror/-søster. At forestille sig CDU/CSU indgå i en regeringskoalition med De Grønne som juniorpartner vil han ikke blot fraråde, men finder han helt og aldeles utænkeligt.
 
Som det lader sig forstå, så er tingene ikke længere som de plejer at være. I de gode gamle dage var det altid CDU/CSU på den ene side og SPD på den anden side, der stod som de klassiske rivaler når det handler om kanslerembedet og rollen som det regeringsbærende parti. Nu har De Grønne afløst SPD, og vinder stadig større opbakning i vælgerskaren.

Står Markus Blumes ord til troende, er det på ingen måde at tage for givet at det rent faktisk bliver CDU/CSU og De Grønne, som danner en ny tysk regering efter den 26. september, hvis meningsmålingerne til den tid stadig falder ud til fordel for De Grønne og deres kandidat Annalena Baerbock som forbundskansler.
 
At De Grønne holder om end ikke alle, så andre muligheder åbne for en mulig regeringskoalition, har partiformand Robert Habeck understreget, som ikke på forhånd vil udelukke deltagelse af det venstreorienterede parti Die Linke som mulig regeringspartner i en Grøn-Rød-Rød Koalition. Men skal det være en mulighed blandt flere kræver det til gengæld at Die Linke opgiver deres krav om opløsning af NATO.
 
Die Linke har dog på ingen måde har i sinde, at efterkomme Robert Habecks krav om at opgive deres modstand mod NATO, hvilket partiformand Jannie Wissler fik understreget meget tydeligt umiddelbart efter.

Ifølge Jannie Wissler er NATO at betragte som en ”krigsalliance”, som derfor bør opløses, ligesom hun i forlængelse heraf ikke forspildte muligheden for at gøre De Grønne opmærksom på deres ophav, egne rødder og egen historik.

Hvis nogen skal ændre indstilling og politik på det sikkerheds-, udenrigs- og forsvarspolitiske område, kan De Grønne begynde med dem selv. De Grønne startede som et fredsparti, og har sidenhen og løbende ændret politisk kurs. Die Linke derimod har stået fast, og vil fortsat værne om sine værdier og principper, som hun udtrykte det.

Men selvom alt tegner sig lyst for De Grønne, og selvom partiet er begyndt at diktere betingelserne for mulige koalitionspartner, så vokser træerne ikke altid helt op i himlen, som CDU/CSU for alvor har måttet sande.

Indtil mundbindskandalen i marts hvor Nikolas Löbel og Georg Nüsslein fra henholdsvis CDU og CSU blev anklaget for at have anskaffet værnemidler og solgt disse videre til overpris til landets offentlige institutioner og således beriget sig gennem magtmisbrug og korruption under coronapandemien, lå CDU/CSU ganske godt i meningsmålingerne.

Måske, måske ikke samme skæbne vil ramme De Grønne om end det hverken er tale om magtmisbrug eller korruption. I den forbindelse skal henvises til partimedlem Boris Palmer, som samtidig er overborgmester i Tübingen.

Boris Palmer er kendt for at være en kontroversiel person både i egne partirækker og i offentligheden, og har senest gjort sig bemærket med et opslag på de sociale medier der betragtes som racistisk og nedladende om den tidligere fodboldlandsholdsspiller Dennis Aogo.

Modsat partiformand og kanslerkandidat Armin Laschet fra CDU, som reagerede tøvende og usikker i håndteringen af egne partifæller i forbindelse med mundbindskandalen, reagerede hans kanslerkonkurrent Annalena Baerbock resolut på Boris Palmers udtalelser og tog skarpt afstand fra sin partifælle.

I hvilken udstrækning det vil kunne influere på de gode meningsmålinger for De Grønne er ikke utænkeligt, og slet ikke med tanke på den forestående eksklusion af overborgmesteren, hvor et flertal af de delegerede på partiets landsmøde i Baden-Württemberg stemte for at skille sig af med Boris Palmer. 

Selv hilser Boris Palmer eksklusionsprocessen velkommen, advarer dog samtidig om at den vil kunne gøre skade på De Grønnes valgkamp til forbundsdagen, hvilket ikke på nogen måde er utænkeligt. Ikke mindst fordi eksklusionen af Boris Palmer vil være en langvarig proces, og vil kunne skabe splid i egne partirækker.

Dog er det ikke kun De Grønne som har vundet vælgernes gunst. Også det liberale Parti FDP har medgang i meningsmålingerne og er unægtelig meget tæt på at overhale SPD og måske blive landets tredjestørste parti.

Hvilken rolle og hvor stor en rolle det liberale parti FDP vil komme til at spille i pudsespillet om dannelsen af en ny regeringskoalition synes umiddelbart vanskeligt at vurdere. Selv vil FDP gerne påtage sig et regeringsansvar, hvilket den genvalgte partiformand Christian Lindner 17. maj 2021 lod forstå på partiets virtuelle landsmøde.

Anderledes forholdt det sig ved sidste forbundsdagsvalg hvor selvsamme parti hellere ville gå i opposition end reagere med de forkerte, som han dengang udtrykte det.

Umiddelbart synes en koalition mellem CDU, De Grønne og FDP ikke realistisk med tanke på Annalena Baerbocks valgoplæg, som rummer skattestigninger og Christian Lindners pure afvisning heraf. Alene med CDU vil FDP ikke med de nuværende meningsmålinger in mente kunne danne regering, som det er tilfældet i Nordrhein-Westfalen.

Som det lader sig forstå bliver det forestående valg til den tyske forbundsdag ikke bare noget anderledes, men meget mere anderledes end på noget andet tidspunkt i Forbundsrepublikken Tysklands historie, hvor der helt sikkert vil blive vendt op og ned på diverse.

Om det bliver Baden-Württemberg som skal danne model for en ny regeringskoalition, som reageres af De Grønne med CDU/CSU som juniorpartner eller Rheinland-Pfalz som reageres af SPD i samarbejde med De Grønne og det liberale parti FDP eller om det vitterligt ender med en Grøn-Rød-Rød koalition bliver vi klogere på jo tættere vi nærmer os det tyske forbundsdagsvalg.

Dog er der en ting som er ligger fast. Hvad tidligere ville have været indlysende og normalt, vil efter forbundsdagsvalget helt sikkert vise sig at være anderledes, hvor ikke blot tyskerne selv, men også europæerne og den øvrige omverden skal vænne sig til en ny normalitet. Og det er uanset hvilket parti som stiller med den næste kansler.

Preben Bonnén
Politisk Faglig Chef, Cand. Mag.
Nordic Dialogue