Sport - Ritzau
Aalborg fortsætter perfekt start ved at prygle Ringsted
Aalborg fortsætter perfekt start ved at prygle Ringsted
Aalborg fortsætter perfekt start ved at prygle Ringsted
Der var klasseforskel hele vejen, da Aalborg Håndbold kørte over TMS Ringsted og tog sæsonsejr nummer fem.
Det var på papiret David mod Goliath, da mestrene fra Aalborg Håndbold gæstede TMS Ringsted i Herreligaen i håndbold lørdag. Og det er som oftest kun i eventyret, at David har en chance.
Sådan var det også i lørdagens opgør, hvor den nordjyske håndboldmastodont gennem 60 minutter kvaste hjemmeholdet og tog en sejr på 41-29.
Det giver Aalborg to sejre efter to kampe i ligaen, mens Ringsted er uden point. Aalborg har vundet alle fem betydende kampe i sæsonen indtil videre.
Fra første fløjt blev TMS Ringsted trynet på både fysik og tempo. Aalborg forsømte ikke at løbe en eneste kontra eller starte med en hurtig midte, og det gav mange lette mål.
Samtidig kunne hjemmeholdet, når det nåede hjem og stå i forsvaret, slet ikke tøjle den fysik, som blandt andre Aleks Vlah og Thomas Arnoldsen kom buldrende med i deres gennembrud.
Allerede efter ti minutter var gæsterne foran 10-5, og TMS-træner Marc Uhd forsøgte desperat af sætte prop i blødningen med to timeouts inden for kort tid.
Det hjalp en smule, så man begyndte at få mere gang i scoringen selv, men styrkeforskellen var for stor. TMS kunne ikke bremse de aalborgensiske TGV-tog.
Med 23-15 ved pausen var kampen så godt som afgjort. Aalborg havde skudt på mål 26 gange.
Selv om starten på anden halvleg kunne gik TMS et håb om, at Aalborg ville lette foden fra speederen, så skete det kun minimalt.
Forskellen på måltavlen blev udbygget stort set hele vejen, og små fire minutter før tid kunne Thomas Arnoldsen på straffekast sætte mål nummer 40 ind for nordjyderne.
Selv om træner Maik Machulla i de sidste ti minutter sparede flere af profilerne, fortsatte den linde strøm af mål. Reserverne ville også vise sig frem og gjorde det flot.
Mange spillere kunne fremhæves for Aalborg, men Aleks Vlahs præstation med otte mål på otte forsøg krydret med tre assister var imponerende.
/ritzau/