Sport - Ritzau

Aalborg indleder ny CL-finalejagt med usikkerhed

Aalborg indleder ny CL-finalejagt med usikkerhed

Aalborg indleder ny CL-finalejagt med usikkerhed

Ritzau
Aalborg
Zuletzt aktualisiert um:
Herrehåndbold: Aalborg Håndbold - GOG Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

En ny tur til CL-turneringens Final 4-stævne er igen målet i Aalborg, men usikkerheden er større i år.

Gennem flere sæsoner har Aalborg Håndbold etableret sig som en magtfaktor på Europas største scene med stærke præstationer år efter år i Champions League.

Men inden holdet indleder Europas bedste klubturnering onsdag aften hjemme mod Nantes, er der alligevel en anelse nervøsitet at spore. Hvor står holdet i denne sæson?

Det er klubbens mangeårige direktør, Jan Larsen, der også trækker i de sportslige tråde, i tvivl om.

Usikkerheden skyldes blandt andet en udskiftning på cheftrænerposten fra Stefan Madsen til tyskeren Maik Machulla samt skader til profilerne Henrik Møllgaard, Mads Hoxer, Buster Juul og stjernemålmand Niklas Landin. Sidstnævnte blev onsdag meldt ude i to måneder.

- Vi har heldigvis vundet de tre betydende kampe i sæsonen indtil videre, så resultatmæssigt står vi fint, men det er ingen hemmelighed, at sæsonen begynder på en anden måde, når vi går ind i Champions League.

- Der er bare mere fart over feltet, vi møder dygtigere hold og får lov til at spille lidt hårdere mod nogle fysisk stærke modstandere. Så vi er selvfølgelig en lille smule usikre på, hvor vi står, siger Jan Larsen.

For tre måneder siden tabte aalborgenserne Champions League-finalen til Barcelona med ét sølle mål. Også i 2021 nåede det nordjyske håndboldflagskib helt frem til turneringens slutkamp.

Drømmen er at løfte trofæet, men den reelle målsætning er kvalifikation til Final 4-stævnet i Köln.

Det kræver kontinuerlige toppræstationer at nå så langt, og i en så stærk turnering skal man være varsom med at tænke længere frem end den næste kamp, advarer Jan Larsen.

- I første omgang drejer det sig om at komme videre fra en virkelig stærk gruppe, så fra start skal vi have nogle point på kontoen. Vi er et af de hold, som kan nå rigtig langt - måske hele vejen. Men det er der fem-seks andre hold, som også kan.

- Vi var i finalen i år og i 2021, så vi går selvfølgelig efter at komme til Final 4 i Köln en gang mere, for vi ved, at dernede kan alt ske. Vi skal komme dertil ved at tage en bid ad gangen, for der er mange kampe, der skal vindes, før man når så langt, siger Aalborg-bossen.

I ugen op til Champions League-premieren har Aalborg offentliggjort tre nøgleaftaler.

Kontrakterne med stærke Mads Hoxer og OL-guldvinder Thomas Arnoldsen er forlænget til 2027 og 2028, og næste sommer lander bundesligastjernen Juri Knorr i Nordjylland.

Det kunne ligne opbygningen af et dream team med ambitionen om at toppe i en specifik sæson, men sådan er det ikke tiltænkt, fastslår direktøren. Alle sæsoner kan være potentielle toppe.

- Vi har fremtidssikret klubben ved at have de her attraktive spillere på længere kontrakter, men det er ikke målet at toppe i en bestemt sæson. Vi spiller i nuet, og derfor er Nantes også den allervigtigste opgave, og den koncentrerer vi alle kræfter om, siger han.

Aalborg er i Champions League for tiende gang.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“