Sport - Ritzau

Aflyst sejlads sikrer Rindom OL-medalje

Aflyst sejlads sikrer Rindom OL-medalje

Aflyst sejlads sikrer Rindom OL-medalje

Ritzau
Paris
Zuletzt aktualisiert um:
SAILING-OLY-PARIS-2024 Foto: Christophe Simon/Ritzau Scanpix

Hvis Anne-Marie Rindom stiller til start i medaljesejladsen tirsdag, er hun sikker på OL-sølv.

Den danske sejler Anne-Marie Rindom er sikker på at komme hjem fra OL i Paris med endnu en olympisk medalje. Det står klart, efter at mandagens tiende og sidste indledende sejlads i Ilca 6 blev aflyst.

Danskeren kan dog ikke nå op til hollænderen Marit Bouwmeester på førstepladsen, selv om tirsdagens medaljeræs endnu mangler.

Alt tyder på, at Rindom kommer hjem med en sølvmedalje. Afstanden ned til norske Line Flem Høst er så stor, at såfremt Rindom blot stiller til start i medaljesejladsen og ikke tyvstarter, så er sølvmedaljen i hus.

Den danske sejler kom til Paris som forsvarende olympisk mester efter triumfen i Tokyo for tre år siden. I 2016 kom hun hjem fra OL i Rio med en bronzemedalje.

Ved dette års lege kom den regerende danske verdensmester lidt hakkende fra land og sluttede som nummer 26 allerede i anden sejlads.

Da den dårligste placering i alle de indledende sejladser streges, havde hun opbrugt sin kvote af smuttere, hvis hun ville være med i duellen om guldet.

Hun rettede op med en andenplads, og i de fire sidste indledende sejladser blev det til tre fjerdepladser.

Desværre for Rindom var Bouwmeester stærkt sejlende hele vejen igennem på vandet ved kysten i Marseille. Hun kunne strege 20.-pladsen i niende sejlads, og ud over 11.-pladsen i ottende sejlads sluttede hun ikke dårligere end nummer fire undervejs.

Mens guldet bliver hollandsk, og sølvet efter al sandsynlighed bliver dansk, så er der stadig spænding om bronzen.

Norske Line Flem Høst ligger bedst til, men fire både er på jagt og kan stadig nå at fravriste hende bronzemedaljen, uden at der skal være tyvstarter eller diskvalifikationer involveret.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“