Sport - Ritzau

Andreas Kron kører solo og tager etapesejr i Vueltaen

Andreas Kron kører solo og tager etapesejr i Vueltaen

Andreas Kron kører solo og tager etapesejr i Vueltaen

Ritzau
Barcelona
Zuletzt aktualisiert um:
CYCLING-ESP-VUELTA Foto: Pau Barrena/Ritzau Scanpix

Vueltaen bød på dansk etapesejr, da Andreas Kron tog sagen i egen hånd og kørte fra alt og alle.

Den danske cykelrytter Andreas Kron (Lotto Dstny) vandt søndag 2. etape af Vuelta a España efter flot solokørsel på de sidste tre kilometer.

Det er første gang i karrieren, at Andreas Kron vinder en etape i en grand tour.

Andreas Kron stak af sted fra feltet på det helt rigtige tidspunkt på en mindre stigning omkring tre kilometer fra målstregen.

Han dedikerede etapesejren til sin unge holdkammerat Tijl De Decker, som tragisk afgik ved døden efter en træningsulykke for to dage siden.

- Jeg havde egentlig sagt til mig selv, at hvis jeg vandt en etape i en grand tour, så ville jeg dedikere den til min mor, som døde for 12 år siden.

- Men den her går til Tijl De Decker, som gik bort for et par dage siden. Det betyder meget, og det er den rigtige måde at fortsætte på, siger Andreas Kron til TV 2 Sport.

Tidligere på sommeren meldte han selv fra til Tour de France, da han ikke følte, at formen var god nok. Det er han lettet over nu.

- Det var ikke de nemmeste forhold, men denne sejr betyder meget for mig. Jeg missede Touren, men det har været det hele værd, når jeg nu står her med en etapesejr, siger Andreas Kron.

Søndagens etape bød på regnvejr, styrt og kaos, og det prægede meget af dagen, hvor Jonas Vingegaard også kom i fokus.

Efter store protester fra blandt andre en irriteret Vingegaard valgte løbsarrangørerne at lave om på etapen, som nærmest fik to steder som målstreg.

Arrangørerne indførte en målstreg ni kilometer fra mål, hvor den officielle tid på etapen blev taget.

Og en målstreg, hvor rytterne skulle køre om den reelle etapesejr, og hvor Kron altså vandt.

Det var de våde og glatte veje i og omkring Barcelona, der fik feltet anført af Vingegaard til at reagere.

Vingegaard trillede på et tidspunkt frem i feltet og bad om ro. Sammen med holdkammeraten Dylan van Baarle forsøgte den danske Tour de France-vinder at sætte farten ned for at minimere risikoen for flere styrt.

Vingegaard og de øvrige favoritter trillede ind over målstregen flere minutter efter Kron, men mistede dog ingen tid i klassementet grundet ændringerne på etapen.

Det lykkedes i en kortere periode, og det var med til at give større snor til en række udbrydere.

Blandt udbryderne var Andrea Piccolo fra EF Education, og han er ny mand i den røde førertrøje. Piccolo havde nok sekunders forspring ni kilometer fra målstregen, hvor den officielle tid blev taget.

Lorenzo Milesi fra DSM blev ramt af en defekt 20 kilometer fra mål og mistede førertrøjen til landsmanden.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“