Sport - Ritzau
Australsk landstræner ærgrer sig over forspildte chancer
Australsk landstræner ærgrer sig over forspildte chancer
Australsk landstræner ærgrer sig over forspildte chancer
Særligt to chancer i kampens døende minutter kunne have ændret udfaldet mellem Australien og Argentina ved VM.
For første gang i 16 år er Australiens fodboldlandshold kommet videre fra VM-gruppespillet til ottendedelsfinalen, og lørdag aften var Socceroos, som de er kendt som i Australien, tæt på at slæbe Argentina ud i forlænget spilletid.
To chancer i kampens døende minutter blev således spildt, og der stod 2-1 til Argentina på måltavlen, da dommeren fløjtede kampen af.
Landstræner Graham Arnold ærgrer sig især over, at Aziz Behich ikke kunne lægge bolden i nettet efter en flot dribletur.
- Hvis Behich havde scoret, havde det været som Lionel Messi i en gul trøje, for det var sådan en flot aktion, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Kampens første mål blev scoret af Lionel Messi, inden Julián Álvarez gjorde det til 2-0 til Argentina. Enzo Fernandes gjorde i det 77. minut Australien en tjeneste med et selvmål, så det stod 2-1.
I Australien var tusindvis troppet trofast op ved storskærme i millionbyen Sydney for at følge op i kampen, som blev fløjtet i gang klokken 06.00 om morgenen søndag lokal tid.
Finlay Cron, en 24-årig gartner fra det centrale Sydney, var en af de cirka 1000 håbefulde, som fulgte kampen fra Enmore Park.
Han var indstillet på, at Argentina ville være en stor mundfuld for Australien, men fik alligevel blod på tanden, da hans landsmænd reducerede til 1-2.
- Det er skuffende, men i det store og hele synes jeg, vi har præsteret langt bedre, end folk havde regnet med. Bare det, at vi slog Danmark og Tunesien, var et stort plus, siger han.
- Det giver et godt glimt af, hvor vi kan befinde os om tre-fire år.
Sol Filshie, en 24-årig musiker, var ligesom Cron til stede i Enmore Park og glæder sig over, at Australien har gjort fin figur ved VM.
- Vi gik ind til kampen og forventede det værste, men vi gik derfra med et mål, og det er jeg tilfreds med. Det så ikke alt for pinligt ud bortset fra en lille kikser i bagkæden, siger han om Argentinas andet mål, som skyldtes en fejl fra målmand Mathew Ryan.
Argentina er efter 2-1-sejren videre til kvartfinalen, hvor det skal møde Holland.
/ritzau/