Sport - Ritzau

Axelsen og Antonsen er kvartfinaleklar i Malaysia

Axelsen og Antonsen er kvartfinaleklar i Malaysia

Axelsen og Antonsen er kvartfinaleklar i Malaysia

Ritzau
Kuala Lumpur
Zuletzt aktualisiert um:
Viktor Axelsen fylder 30 år Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Viktor Axelsen og Anders Antonsen er begge klar til kvartfinalerne i Malaysia Open efter sejre torsdag.

De danske badmintonspillere Viktor Axelsen og Anders Antonsen fortsætter deres gode sæsonstart i Super 1000-turneringen Malaysia Open.

Tidligt torsdag dansk tid avancerede Axelsen til kvartfinalen ved at vinde 21-17, 20-22, 21-17 over Cheuk Yiu Lee fra Hongkong.

Lidt tidligere havde Antonsen vundet over japaneren Koki Watanabe med cifrene 21-14, 21-17.

Mens Antonsen vandt sin kamp i to sæt, skulle topseedede Axelsen overraskende ud i tre sæt mod sin modstander.

Axelsen kom bagud i starten af kampen med 3-5, men den danske verdensetter vendte det hurtigt og bragte sig foran 9-6.

Cheuk Yiu Lee udlignede hurtigt til 9-9 og havde også kontakt ved 11-11, men derfra trak Axelsen igen fra og tog første sæt.

I andet sæt kom Axelsen solidt foran med 16-10 og lidt senere 18-13, men den føring blev smidt på gulvet.

Cheuk Yiu Lee kom pludselig foran 19-18 efter en række danske fejl og koncentrationssvigt, og kort efter var der udlignet til 1-1 i sæt.

Axelsen kom i yderligere problemer i starten af tredje sæt og bagud 3-6 og lidt senere 8-11.

Duellanterne fulgtes ad og havde kontakt ved 13-13, inden Axelsen trak afgørende fra og snuppede sejren i stor jubel.

Antonsen vandt ligesom i første runde overbevisende i to sæt, denne gang mod verdens nummer 23.

Det var tredje gang ud af lige så mange mulige, at Antonsen slog Watanabe.

Antonsen var for det meste i kontrol i første sæt. Danskeren afgjorde det med en serie på syv point, hvor han vekslede 13-12 til 20-12, inden han udnyttede sin tredje sætbold.

I andet sæt havde japaneren en god periode, hvor han sled sig til en del point og kom foran 11-9 efter at have været bagud med 6-9, men Antonsen svarede tilbage og kom på 16-12.

Alligevel blev det lidt spændende, da Watanabe fik kontakt igen ved 17-17. Men Antonsen formåede at løfte niveauet til de afgørende bolde. Han vandt de fire sidste bolde og lukkede kampen med et smash.

Den danske herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen tabte overraskende til Ong Yew Sin og Teo Ee Yi fra Malaysia.

Den danske duo overlevede fire matchbolde, inden det endte i nederlag med cifrene 10-21, 21-11, 22-24.

I damedouble tabte Maiken Fruergaard og Sara Thygesen med 13-21, 20-22 til de topseedede kinesere, Chen Qingchen og Jia Yifan.

I mixeddouble måtte Mathias Thyrri og Amalie Magelund se sig slået af de andenseedede japanere, Yuta Watanabe og Arisa Higashino. Cifrene lød 21-15, 21-11.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“