Sport - Ritzau

Bænket NHL-bobler lærer tålmodighed af dansk målmandskæmpe

Bænket NHL-bobler lærer tålmodighed af dansk målmandskæmpe

Bænket NHL-bobler lærer tålmodighed af dansk målmandskæmpe

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Ishockey OL-kval: Danmark - Japan Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Mads Søgaard har ikke fået spilletid i OL-kvalifikationen og forsøger i stedet at lære af Frederik Andersen.

Endelig er det lykkedes målmanden Mads Søgaard at få fri til at spille for det danske ishockeylandshold. Og så har han slet ikke været på banen.

I OL-kvalifikationsturneringen har tometermanden med NHL-kontrakt hos Ottawa Senators varmet bænk mod både Storbritannien og Japan. Det kommer han givetvis også til i gruppefinalen mod Norge søndag.

Sådan er vilkårene, når man konkurrerer med den mangeårige NHL-profil Frederik Andersen. Så Søgaard har besluttet sig til at få det bedste ud af situationen.

- Jeg har set op til Frederik i rigtig mange år. Jeg lærer meget af at træne sammen med ham og se ham fra nærmeste hold i kampene. Vi har jo aldrig spillet sammen før, og det er en fed mulighed for mig.

- Jeg prøver at suge så meget til mig som muligt, siger Mads Søgaard.

Med ti år som førstemålmand i NHL har Andersen skabt sig den karriere, som Søgaard drømmer om.

Den 23-årige aalborgenser er kommet et stykke af vejen. Han har foreløbig spillet 27 kampe for Ottawa Senators, men målet er selvfølgelig at blive fast mand i målet for NHL-holdet.

Her kan dagene i Frederik Andersens selskab være inspiration.

- Han er rigtig dygtig med sine fødder og dygtig til at være afventende. Jeg har virkelig lagt mærke til, hvor stor tålmodighed han har. Det er noget af det, der gør, at han kan få tingene til at se ekstremt lette ud.

- Hver dag, man har chancen for at træne med målmænd af den kaliber, så suger man bare til sig, siger Mads Søgaard.

Han slår i øvrigt fast, at han ikke er det mindste skuffet over, at der ikke har været kamptid til ham i OL-kvalifikationen.

- Jeg er ikke kommet her med fokus på min egen spilletid. Jeg er kommet for at hjælpe holdet på den måde, jeg nu kan. Og hvis det er den måde, så er det helt okay, fastslår Mads Søgaard.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“