Sport - Ritzau

Bay og Mølhede sørger for perfekt dansk VM-start

Bay og Mølhede sørger for perfekt dansk VM-start

Bay og Mølhede sørger for perfekt dansk VM-start

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
VM i badminton: 1. runde Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Danmarks næstbedst placerede herredouble gjorde kort proces mod et underlegent bulgarsk par i Royal Arena.

Den danske herredouble med Jeppe Bay og Lasse Mølhede havde fået æren af at åbne det rød-hvide bal ved badminton-VM på hjemmebane. Og de skuffede ikke i Royal Arena.

Med en overbevisende indsats slog danskerne, som er nummer 31 på verdensranglisten, Ivan Rusev og Iliyan Stoynov fra Bulgarien.

Bulgarerne rangerer som nummer 100 på verdensranglisten.

Sejrscifrene lød på 21-14, 21-15.

Da de to danskere blev præsenteret på scenen, var det første gang, der reelt kom lidt liv i den noget tomme hal, som ikke havde givet meget lyd fra sig hidtil.

De næppe over 1000 tilskuere gav fin støtte til de to danskere, som også fra start tiltvang sig et overtag mod det bulgarske par.

Foran 11-7 ved opholdet i første sæt var der lagt et godt fundament for sætsejren, der kom til at lyde på 21-14, selv om forholdene var svære.

- Der var en meget kraftigt sidevind. Lige så snart man skød bolden opad, tog vinden den med ud. Der var nogle bolde, vi skød alt for langt ud på grund af det, så den erfaring tager vi med videre, siger Lasse Mølhede.

Som de første danskere i aktion kan de også hjælpe de andre danske spillere, selv om der kan være forskel på banerne.

- Det er noget, vi snakker med trænerne og hinanden om. Vi prøver at hjælpe hinanden så meget som muligt med forholdene, siger Jeppe Bay, som er glad for måden, åbningssejren kom i land på.

- Det var nok ikke vores kønneste spil, men jeg er meget tilfreds med måden, vi løste det på.

Bay og Mølhede var dygtige til at holde presset på bulgarerne, når de kom i angreb. Rusev og Stoynov havde samtidig ikke defensiven eller sikkerheden til at kunne stå imod ret længe ad gangen.

Det danske par spillede med stort fokus, og måske det sparsomme fremmøde på lægterne faktisk gjorde, at de kunne spille uden alt for meget pres.

Bulgarerne spillede i perioder udmærket, men det var synligt hele vejen igennem, at Bay og Mølhede var dygtigere spillere. Når de skruede tempoet op, røg bulgarerne af.

Det endte med en optimal VM-åbning, da andet sæt blev bjærget med 21-15.

I næste runde bliver modstanden af en ganske anden kaliber.

Her venter de forsvarende verdensmestre fra Malaysia, Aaron Chia og Soh Wooi Yik.

Også damedoublen med Maiken Fruergaard og Sara Thygesen er videre til anden runde efter en overbevisende åbningssejr. De nedlagde et canadisk par med cifrene 21-12, 21-15 og får stærk japansk modstand i næste kamp.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“