Sport - Ritzau

Belgisk tempomaskine vinder enkeltstarts-gyser i Giroen

Belgisk tempomaskine vinder enkeltstarts-gyser i Giroen

Belgisk tempomaskine vinder enkeltstarts-gyser i Giroen

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
CYCLING-ITA-GIRO Foto: Luca Bettini/Ritzau Scanpix

Remco Evenepoel er tilbage i lyserødt i det italienske etapeløb efter sejr på enkeltstarten.

Remco Evenepoel (Quick-Step) tog sejren på de allermindste marginaler på søndagens enkeltstart i Giro d'Italia.

I en særdeles tæt afgørelse slog den 23-årige belgier samtlige konkurrenter på 9. etape, der bød på 35 kilometers ensom kamp mod uret.

Evenepoel var blot få tiendedele af et sekund hurtigere end Geraint Thomas (Ineos) på andenpladsen, mens Geoghegan Hart (Ineos) på tredjepladsen var to sekunder langsommere.

I den samlede stilling overtog Evenepoel samtidig den lyserøde førertrøje fra norske Andreas Leknessund (DSM).

Rytterne blev på skift sendt nedad startrampen i Savignano sul Rubicone og skulle tilbagelægge en flad rute til Cesena på regnvåde veje.

Tempomaskinen Stefan Küng (FDJ) havde sat bedste tid, inden gruppen af klassementsfavoritter anført af Evenepoel, Hart, Thomas og Primoz Roglic (Jumbo-Visma) blev sendt afsted.

Spørgsmålet var så, om Küngs tid var god nok til at holde til sejr. De første mellemtider efter 13 kilometer indikerede, at det ville blive tæt, før Evenepoel blæste forbi første mellemtid.

Belgieren, der også vandt Giroens indledende enkeltstart, havde opbygget et lovende forspring på mellem 11 og 15 sekunder til Thomas, Hart og Küng. Allerede her havde Roglic udspillet sin rolle.

Alt var dog udlignet ved den tredje mellemtid efter 29 kilometer, hvor Evenepoel, Thomas og Hart fik registreret samme tid.

Der var således lagt op til et regulært drama på de sidste seks kilometer, hvor Geraint Thomas lige nøjagtigt fik slået holdkammeraten Geoghegan Hart med et enkelt sekund.

Det kunne derfor gå begge veje, da Remco Evenepoel kørte ind på de sidste 100 meter og gav alt. Det rakte lige nøjagtig til sejr for anden gang i dette års Giro.

Mandag venter der feltet en hviledag, inden rytterne tirsdag skal ud på 196 kuperede kilometer i Norditalien.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“