Sport - Ritzau
Boris Becker er fri af konkurssag i England
Boris Becker er fri af konkurssag i England
Boris Becker er fri af konkurssag i England
Boris Beckers konkurssag fra 2017 er nu afsluttet, meddeler tyskerens advokat.
Boris Becker er nu fri af den konkurssag, der ramte ham i 2017.
Det meddeler den 56-årige tyskers advokat til nyhedsbureauet AFP torsdag.
Onsdag afsluttede retten i London officielt Beckers sag, efter at der er lavet en aftale med konkursboets kurator, oplyser advokaten.
Den seksdobbelte grandslam-vinder blev i april 2022 idømt to og et halvt års fængsel, efter at han blev kendt skyldig i at have skjult værdier i forbindelse med sin konkurs.
Becker undlod blandt andet at opgive flere memorabilia, herunder sine Australian Open-trofæer fra 1991 og 1996 og sit Davis Cup-trofæ og guldmønt fra samme turnering.
Boris Becker skjulte angiveligt også et millionbeløb fra salget af en Mercedes, to tyske ejendomme og en lejlighed i Chelsea i det vestlige London.
Den første halvdel af straffen var ubetinget, men Becker nåede kun at afsone cirka otte måneder bag tremmer, inden han blev løsladt i december 2022.
Becker blev i oktober sidste år tilknyttet trænerteamet bag den danske tennisstjerne Holger Rune, men blev i februar afsluttet igen af Rune.
/ritzau/