Sport - Ritzau

Brøndby holder fast i europæisk opskrift trods nederlag

Brøndby holder fast i europæisk opskrift trods nederlag

Brøndby holder fast i europæisk opskrift trods nederlag

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
UEFA Conference League 3. kvalifikationsrunde 1. kamp Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Cheftræner Jesper Sørensens plan er at kontrollere kampen med bolden i kogende polsk kulisse.

Brøndby IF har ikke tænkt sig at ændre meget i tilgangen til spillet, når spillerne torsdag gæster polske Legia Warszawa i returopgøret i kvalifikationen til Conference League.

Selv om Brøndby bragte sig foran to gange i det første opgør og så ud til at kontrollere kampen, endte de blågule alligevel med at tabe kampen 2-3 efter en opspilsfejl og en omstilling.

Brøndbys cheftræner Jesper Sørensen vil holde fast i de ting, der fungerede i første opgør.

- Vi kan gøre ondt på dem ved at være dygtige på bolden og tage kontrollen som sidst. Så tror jeg også, at der går noget af deres publikum.

- Jeg forventer, at Legia bliver animeret af deres publikum til at trykke højt på os, skabe mange dueller og skabe meget intensitet i kampen. Det skal vi prøve at undgå. Det er dét, de er bedst til, siger Sørensen.

Netop atmosfæren er et tema op til kampen, da de polske fans er kendt for at skabe en massiv stemning på lægterne.

Men på trods af det og kampens vigtighed er Jesper Sørensen ikke nervøs for at bringe de unge spillere uden europæisk erfaring.

- Det bliver en fjendtlig atmosfære, som de ikke er vant til. Men vi har spillet masser af kampe på udebane, hvor vi spiller mod et fyldt stadion. Så vores spillere er vant til hektiske atmosfærer.

Atmosfæren og det polske pres er da heller ikke noget, der skræmmer Brøndbys midterforsvar Jacob Rasmussen. Hvis Brøndby lykkes med at tage brodden af det polske pres, kan det lægge en dæmper på de polske fans.

- De vil komme bragende ud fra start, og så skal vi sætte en dæmper på det hele. Vi har masser af aftaler. Hvis vi gør det, vi er gode til, kan det blive en urolig atmosfære, siger Rasmussen.

Men på grund af nederlaget i første kamp påpeger han også, at danskerne er tvunget til at være lidt mere aggressive både med og uden bold.

For Brøndby er der intet andet end en sejr, der tæller. Jacob Rasmussen kalder det også en "stor skuffelse", hvis tredje kvalifikationsrunde bliver endestationen i Europa. Men det gør det også til en ekstra fed kamp.

- Hvis man ikke kan hive sig selv op til sådan noget, skal man nok finde noget andet at lave, siger Rasmussen.

For at Brøndby kan avancere til den afgørende playoffrunde i Conference League-kvalifikationen, kræver det minimum en tomålssejr. En sejr med ét mål vil sende opgøret i forlænget spilletid.

Opgøret begynder torsdag klokken 18.00 i Warszawa.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“