Sport - Ritzau
Chokstart forbavser FCN-træner: Vi sejlede rundt
Chokstart forbavser FCN-træner: Vi sejlede rundt
Chokstart forbavser FCN-træner: Vi sejlede rundt
Flemming Pedersen er langtfra tilfreds med, hvad hans mandskab præsterede i første halvleg mod AC Horsens.
FC Nordsjælland er kommet godt fra land i Superligaen og ligger i toppen af tabellen med 20 point efter 10 kampe.
Mandag tabte FCN dog noget overraskende med 0-1 til AC Horsens på udebane.
Cheftræner Flemming Pedersen siger efter kampen, at han langtfra er tilfreds med nordsjællændernes indsats i store dele af første halvleg, hvor holdet kæmpede med at finde takterne.
- Vi sejlede rundt i de første 20-25 minutter, og vi havde ikke noget intensitet. Vi havde svært ved at sætte tempo, og man kunne se, at vi var usikre.
- Vi havde trænet og italesat, at vi skulle sætte pres på stopperne, så de ikke kunne slå lange bolde, men det lykkedes slet ikke, siger han.
Førerholdet kom bagud midtvejs i første halvleg og tillod generelt mange store chancer imod sig inden pausen.
Cheftræneren fortæller, at han stod forbavset på sidelinjen og så på, mens hans hold leverede et noget overraskende bundniveau.
- Vi kom op i det røde felt i trænerstaben. Det var virkelig overraskende for os alle sammen, og jeg tror, at spillerne selv var lidt i chok.
- Trænerstaben var i hvert fald i chok, og vi råbte ind til spillerne i starten: Hvad har I dog gang i?
- Det måtte jo udmønte sig i en Horsens-scoring, så vi sad egentlig bare og ventede på den. Vi var virkelig sløve, siger Flemming Pedersen.
FC Nordsjælland havde ellers muligheden for at trække fra i toppen af tabellen, men nu står holdet tilbage med kun ét point ned til Randers FC på andenpladsen, der samtidig har en kamp i hånden.
Ifølge Flemming Pedersen er starten af kampen mod Horsens et bevis på, at nordsjællænderne ikke kan sikre sig en DM-titel.
- Så længe vi stadig kan levere et så lavt bundniveau, kan vi ikke blive mestre.
- Vi er normalt meget velorganiserede, men jeg må indrømme, at bunden gik ud af os.
- Det bliver spændende at høre, hvad spillerne tænkte undervejs i kampen, og jeg håber, at vi kommer til at gå hårdt og konstruktivt til hinanden, siger han.
Horsens-træner Jens Berthel Askou er omvendt glad for sejren, der betyder, at holdet nu ligger på en femteplads i tabellen.
Horsens havde inden fredagens kamp kun scoret ét mål i første halvleg i ni kampe.
- Vi har manglet noget skarphed i vores seneste kampe, men vi viste mod FCN, at vi sagtens kan skabe chancer og score mod alle hold.
- Vi fik scoret først, og det gjorde forskellen. Det gjorde kampen lettere for os, og så var det bare nemmere at få vippet kampen over til vores fordel, siger Askou.
/ritzau/