Sport - Ritzau

Christensen, Hjulmand og Damsgaard starter i EM-generalprøve

Christensen, Hjulmand og Damsgaard starter i EM-generalprøve

Christensen, Hjulmand og Damsgaard starter i EM-generalprøve

Ritzau
Brøndby
Zuletzt aktualisiert um:
International Friendly - Denmark - Sweden Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Seks spillere er nye i startopstillingen mod Norge sammenlignet med starterne mod Sverige i onsdags.

Når det danske fodboldlandshold lørdag aften spiller EM-generalprøve mod Norge, bliver det med seks nye spillere og et andet taktisk udgangspunkt end i onsdagens 2-1-sejr over Sverige.

For at rode bod på et uafstemt forsvar har landstræner Kasper Hjulmand valgt at smide Andreas Christensen ind i startopstillingen i stedet for Rasmus Nissen Kristensen.

Christensen har bøvlet med sin akillessene og blev skånet mod svenskerne, men får nu landsholdsminutter i benene før EM. Det er uvist, om landsholdsanfører Simon Kjær også får det - han er atter bænket.

Som på forhånd annonceret er Kasper Schmeichel tilbage på mål. Victor Kristiansen starter på venstre wingback, mens Alexander Bah får genvalg til højre.

På midtbanen går Hjulmand fra at spille med fem til at spille med fire spillere. Morten Hjulmand får chancen fra start i stedet for Christian Nørgaard og udgør en central duo med Pierre-Emile Højbjerg.

På kanterne skal Mikkel Damsgaard og Andreas Skov Olsen servicere Rasmus Højlund.

Danmarks startopstilling ser ud som følger (3-4-3):

Kasper Schmeichel - Joachim Andersen, Andreas Christensen, Jannik Vestergaard - Alexander Bah, Morten Hjulmand, Pierre-Emile Højbjerg, Victor Kristiansen - Andreas Skov Olsen, Rasmus Højlund, Mikkel Damsgaard.

Opgøret på et udsolgt Brøndby Stadion begynder klokken 19.30. Opgøret dømmes af den kvindelige franske dommer Stephanie Frappart.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“