Sport - Ritzau

Christian Nørgaard er blevet mere i tvivl om EM-startplads

Christian Nørgaard er blevet mere i tvivl om EM-startplads

Christian Nørgaard er blevet mere i tvivl om EM-startplads

Ritzau
Freudenstadt
Zuletzt aktualisiert um:
EM 2024: Landsholdet møder pressen og træner i Freudenstadt Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Christian Nørgaard er skuffet over sin opladning til EM, men håber på startplads mod Slovenien.

Den danske landsholdsspiller Christian Nørgaard er blevet mere usikker på, om han starter inde i søndagens EM-premiere mod Slovenien, hvis han sammenligner med den fornemmelse, han havde, da EM-holdet havde første træning for halvanden uge siden.

Den defensive midtbanespiller indledte EM-optaktsperioden med at spille en time i testsejren over Sverige, og i den periode var det danske hold flere gange fanget i ubalance.

Det kan have svækket Nørgaards kandidatur til en startplads, påpeger han tre dage før EM-premieren.

- Jeg vil rigtig gerne starte inde. Jeg følte mig mere sikker inden de to testkampe.

- I de 60 minutter jeg spillede mod Sverige, var vi ikke i så god balance, som vi gerne ville have været. Som balancerende midtbanespiller peger pilen på mig, når det ikke helt fungerer på den front, siger Christian Nørgaard.

I stedet kom Morten Hjulmand ind på samme plads, og han har efterfølgende fået ros af både landstræneren og holdkammeraterne.

- Det er mine egen præstation mod Sverige, der har gjort mig i tvivl og ikke Morten Hjulmands præstationer.

- Jeg var irriteret over, hvordan vi så ud som hold i dele af Sverige-kampen. Alexander Isak var fantastisk, og vi havde svært ved at kontrollere ham. Min præstation var godkendt, men hvis holdet ikke fungerer i omstillingerne, hvor min rolle er vigtig, så er der jo nogle ting, jeg ikke gjorde godt nok.

- Så pilen peger indad, og det har givet mig en ærgerlig fornemmelse, for jeg ville gerne have efterladt et endnu bedre indtryk, siger Christian Nørgaard.

Han giver også Morten Hjulmand ros med på vejen og sammenligner de to midtbanespilleres kvaliteter.

- Han har fået berettiget ros, for han lavede et godt indhop mod Sverige og en god halvleg mod Norge. Det er godt, at vi har så meget kvalitet, for over en hel turnering får vi brug for flere spillere, end folk lige tror.

- Han er lidt mere offensiv end mig, og han er vant til at spille på en tomandsmidtbane, hvor han skal gå med frem, mens jeg er vant til at spille som en udpræget sekser.

- Vi besidder mange af de samme kvaliteter, men han har lidt mere ungdommelig vildskab, mens jeg har mere erfaring. Vi kan også sagtens spille på banen samtidig, så det behøver ikke at være den ene eller anden, siger Christian Nørgaard.

I første omgang får de dog svært ved at vippe Pierre-Emile Højbjerg af pinden som starter på den centrale midtbane. Den rutinerede Tottenham-spiller har scoret i Danmarks seneste tre landskampe og været fast mand i hele Kasper Hjulmands periode som landstræner.

Torsdag og fredag fokuserer landsholdet på den taktiske træning før kampen mod Slovenien. De træninger vil give en indikation på, om Christian Nørgaards øgede tvivl er berettiget.

- Heldigvis har jeg spillet mange gode klub- og landskampe, så Kasper Hjulmand ved, hvad jeg står for, så jeg håber, han ser min vej på søndag, siger Nørgaard.

I det kvarter af torsdagens træning, der var åben for pressen, var Christian Nørgaard i modsætning til holdkammeraterne ikke ude på træningsbanen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“