Sport - Ritzau
Christophersen taber indisk finale i tre sæt
Christophersen taber indisk finale i tre sæt
Christophersen taber indisk finale i tre sæt
Line Christophersen og Mads Vestergaard/Christine Busch tabte deres finaler i Guwahati Masters.
Den danske badmintonspiller Line Christophersen tabte søndag morgen dansk tid finalen i den indiske turnering Guwahati Masters.
Verdens nummer 44, Lalinrat Chaiwan fra Thailand, viste sig for stærk og vandt i tre sæt med cifrene 21-14, 17-21, 21-16 over danskeren, der rangerer som nummer 33 på verdensranglisten og dermed er den tredjebedste danske damesingle.
Christophersen fik en skidt start på kampen og kom bagud med 1-7, men med en god serie fik hun vekslet 8-14 til 12-14 og bragte ny spænding ind i åbningssættet.
Chaiwan løftede dog niveauet igen og vandt sættet sikkert. Danskeren havde tilmed lige været ude og få behandling, da hun sendte bolden i nettet på den første sætbold.
Andet sæt var helt lige frem til 13-13, men så fik danskeren overtaget i de fleste dueller.
Christophersen kom på 19-14 og afgjorde siden sættet med en smash på tværs af banen.
Chaiwan kom klart bedst ud til tredje sæt, og det lignede en afgørelse, da hun snuppede de første syv point og kort efter førte 11-1 ved sidebyttet midtvejs.
Christophersen kom bedre med i anden halvdel og reducerede til 10-13 og senere 14-17 og 16-19, men nærmere kom hun ikke.
Også mixeddoublen med Mads Vestergaard og Christine Busch var i finalen, som blev tabt med 19-21, 11-21 mod Terry Hee og Tan Wei Han fra Singapore.
Danskerne var foran i det meste af første sæt, og blandt andet ved 14-11 og 17-15, så det godt ud, men modstanderparret var bedst, da første sæt skulle afgøres, og i andet sæt var Singapore-duoen overlegen fra stillingen 7-7.
Turneringen er en Super 100-turnering, som er det laveste niveau på sportens World Tour.
/ritzau/