Sport - Ritzau

Danmark skal holde Sloveniens store stjerne i jerngreb

Danmark skal holde Sloveniens store stjerne i jerngreb

Danmark skal holde Sloveniens store stjerne i jerngreb

Ritzau
Stuttgart
Zuletzt aktualisiert um:
RB Leipzig - 1. FC Heidenheim Foto: Jan Woitas/Ritzau Scanpix

Landsholdet har ekstra fokus på den komplette angriber Benjamin Sesko i EM-premieren.

Der er særligt en spiller, som kan ødelægge Danmarks EM-premiere.

Når de danske spillere søndag aften klokken 18 løber på banen i Stuttgart, venter et stærkt slovensk kollektiv med klassemålmanden Jan Oblak bag sig, men det er i frontkæden, man finder Sloveniens helt store stjerne: Benjamin Sesko.

Den 21-årige frontløber ser ved første øjekast lidt ranglet ud, men man må endelig ikke undervurdere det lange rør med tatoveringer og afbleget hår.

Landstræner Kasper Hjulmand beskriver Sesko som prototypen på den perfekte angriber.

- Han er fysisk, stor og stærk, samtidig med at han er hurtig og atletisk. Han afslutter godt med begge ben, han er god på langskud, han tager nogle kloge, buede løb, men han kan også bare drible selv, lyder indledningen på Hjulmands ros, der fortsætter i halvandet minut.

Landsholdsangriberen Yussuf Poulsen kender den slovenske stjerne særdeles godt. De er jævnligt angrebsmakkere for RB Leipzig, og de omgås privat uden for banen.

Poulsen kan kun tilslutte sig landstrænerens lovprisning af Sesko, som har taget tysk fodbold med storm, siden han for et år siden kom til Leipzig fra sodavandssøsterklubben RB Salzburg. På få uger vænnede han sig til det højere tempo, og siden har han ikke set sig tilbage.

Ud over sine åbenlyse kvaliteter med begge ben har han også et atletisk niveau, som Yussuf Poulsen aldrig har set mage. Han kan springe højt for at heade til bolden, sprinte i timevis eller udføre akrobatik for at få fat i en håbløs bold.

- Han er muligvis den bedste angriber, jeg har spillet sammen med. Han har hele pakken til at blive en helt fantastisk 9'er på allerøverste niveau på et tidspunkt.

- Og så er han også en god fyr, for selv om vi er konkurrenter, bruger vi tid på at gøre hinanden bedre. Vi træner rigtig meget sammen efter træningen, bare os to. Vi finpudser de ting, vi skal være gode til for at spille på samme position.

- Så da vi havde spillet den sidste kamp i Bundesligaen, blev vi nødt til lige at sige til hinanden, at nu er vi ikke venner indtil efter EM, siger Yussuf Poulsen.

I sin første sæson i tysk fodbold har Sesko scoret 18 gange på tværs af alle turneringer. Målene er scoret med højre, venstre og hovedet, og han har lavet klassiske angribermål, langskudsperler og mål efter soloture.

Både Yussuf Poulsen og Kasper Hjulmand har bud på, hvordan man stopper den slovenske enmandshær - men der er ingen garanti for effekten, når man taler om en spiller på hans niveau.

Poulsen tror, Sesko mentalt kan forstyrres i sin måske største kamp i karrieren.

- Det er svært at sige noget dårligt om ham og hans fodboldfærdigheder, så vores bedste mulighed er at komme ind i hovedet på ham, for han er stadigvæk ung, siger Poulsen.

Landstræneren peger på tæt markering eller kortslutning af forsyningskæden som måden at neutralisere Sesko på. Det lykkedes to gange i sidste års EM-kvalifikation, men siden er sloveneren kun blevet bedre.

- Der er ligheder til, når vi har mødt Frankrig med Kylian Mbappé. Når man møder spillere med så store kvaliteter, kan man ikke bare spille som normalt og tro, at det rækker.

- Vi bliver nødt til at sidde tættere i markeringerne, og vi skal hele tiden have ekstra opbakning på, selv om det også kommer med en pris. Sesko er på et niveau, hvor han kræver ekstra fokus i forhold til resten af holdet.

- Vi kommer også til at kigge på forsyningsleddene. Kan vi stoppe ham fra at komme tæt på bolden i de områder, hvor han er farlig, så er det jo bedre at stoppe det tidligt i et angreb, end hvis vi først skal bøvle med ham i en for ham god position, siger Kasper Hjulmand.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“