Sport - Ritzau

Dansk fodbold kan få en ekstra Champions League-plads torsdag

Dansk fodbold kan få en ekstra Champions League-plads torsdag

Dansk fodbold kan få en ekstra Champions League-plads torsdag

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Belgium Soccer Conference League Foto: Geert Vanden Wijngaert/Ritzau Scanpix

Ryger Olympiakos og Paok ud torsdag, stiller Danmark med to hold i Champions League-kvalifikationen i 2025/26.

Club Brugge og Fenerbahce kan torsdag aften give dansk fodbold en stor håndsrækning.

Slår de henholdsvis Paok og Olympiakos ud af Conference Leagues kvartfinaler, vil Danmark nemlig være sikret en plads som nummer 15 på Uefas koefficientrangliste efter denne sæson.

Det betyder i så fald, at både mesterholdet og sølvvinderen i næste sæsons Superliga deltager i Champions League-kvalifikationen i sommeren 2025.

Og udsigterne er forholdsvis fine. Club Brugge har en 1-0-føring med til sin udekamp mod Paok, mens Fenerbahce hjemme skal forsøge at vende 2-3 til noget brugbart mod Olympiakos.

Danmark ligger aktuelt på 15.-pladsen på koefficientranglisten, og Grækenland er eneste land, der stadig kan gå forbi. Så ryger både Olympiakos og Paok ud, er det græske lys endegyldigt slukket.

Mindre kan dog også være nok for Danmark.

Aktuelt er det danske forspring til Grækenland på 1,525 koefficientpoint, og grækerne henter 0,400 koefficientpoint for en sejr og det halve for en uafgjort.

Derudover henter grækerne 0,200 koefficientpoint i bonuspoint for hvert hold, der eventuelt når semifinalerne.

Med andre ord vil selv fuld plade torsdag - to græske sejre og to pladser i semifinalerne - ikke være nok for grækerne til at overhale Danmark.

I så fald vil Grækenland have barberet 1,200 koefficientpoint af forspringet og stadig mangle 0,325 point - svarende til en sejr eller to uafgjorte.

Regnskabet efter denne sæson tæller til 2025/26-sæsonen, og Danmark sender i alt fem hold ud i Europa, hvis 15.-pladsen bliver fastholdt.

Ud over to hold i Champions League-kvalifikationen får pokalvinderen chancen i Europa League-kvalifikationen, mens yderligere to danske hold deltager i Conference League-kvalifikationen.

Hvis Grækenland skubber Danmark ud af top-15, deltager kun den danske mester i Champions League-kvalifikationen, pokalvinderen i Europa League, og yderligere to danske hold spiller med i Conference League.

Samme ovenstående fordeling af fire hold gør sig gældende, når de danske hold slås om pladser i gruppespillene til sommer. Det stod klart allerede efter sidste sæson, hvor Danmark sluttede som nummer 17 på koefficientranglisten.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“