Sport - Ritzau

Dansk golfspiller deler førsteplads i alpeturnering

Dansk golfspiller deler førsteplads i alpeturnering

Dansk golfspiller deler førsteplads i alpeturnering

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Golf Made in Himmerland presented by Freja, European Tour, 3. dag Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

John Axelsen leverede birdies på stribe på første runde af Omega Masters i Schweiz.

Med syv birdies og nul bogeys leverede John Axelsen torsdag en af sin karrieres bedste runder.

Den 26-årige golfspiller deler med sin samlede score på syv slag under banens par dermed førstepladsen i Omega Masters, der er en del af DP World Tour.

Hele fem spillere har, inden de sidste spillere er i klubhuset, samme score som Axelsen, og en af dem er den engelske stjernespiller Matt Fitzpatrick, der vandt Omega Masters i både 2017 og 2018.

Axelsen debuterer i 2023 som fuldgyldigt medlem af DP World Tour, og hans hidtil bedste resultat i en turnering er en sjetteplads fra Hamburg i juni.

Turneringen, der spilles i alpeområdet Crans-Montana i Schweiz, har en samlet præmiesum svarende til omkring 18,5 millioner kroner, og ti danskere er på jagt efter en del af dem.

Nicolai Højgaard er næstbedst på en delt tiendeplads med en samlet score på fem slag under par, og han har formentligt også andet end præmier i tankerne.

Han er givetvis i spil til at blive en af kaptajn Luke Donalds valg til det europæiske Ryder Cup-hold, der bliver endeligt udtaget i næste uge.

Også Rasmus Højgaard og Thorbjørn Olesen har været nævnt som emner til Ryder Cup-holdet, og de skal med scorer på henholdsvis et slag under par og par stramme sig an for at imponere Luke Donald i de kommende dage.

På Ladies European Tour er fire danskere i aktion i Irish Open, og her imponerede den kun 18-årige Amalie Leth-Nissen med en topplacering efter 17 huller.

En dobbeltbogey sendte hende dog et godt stykke tilbage til i stillingen, hvor hun dog stadig er bedste dansker med en samlet score på to slag under par.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“