Sport - Ritzau

Dansk softball-landshold taber EM-finale til ond ånd

Dansk softball-landshold taber EM-finale til ond ånd

Dansk softball-landshold taber EM-finale til ond ånd

Ritzau
Hørsholm
Zuletzt aktualisiert um:
Softball i Hurricane Park i Hørsholm Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Tjekkiet er efterhånden en ond ånd for det danske softball-landshold, som igen tabte EM-finalen til rivalen.

Det danske herrelandshold i softball formåede ikke stille meget op i lørdagens EM-finale mod Tjekkiet i Hørsholm.

Tjekkerne vandt finalen med de overbevisende cifre 6-0 og forsvarede dermed EM-titlen.

Kampen var en gentagelse af finalen for to år siden. Dengang vandt tjekkerne EM-finalen med en 4-2-sejr over danskerne.

Med lørdagens finalesejr over Danmark er Tjekkiet europamester for sjette gang i træk.

- Vi ville gerne have taget guldet, især her på hjemmebane.

- Så lige nu er jeg skuffet, men samtidig utrolig stolt over den måde, vi har vist softball frem under EM, siger den danske spiller Valdemar Terkelsen i en pressemeddelelse.

Der var tale om en ensidig finale med tjekkerne i den dominerende og styrende rolle.

Tjekkerne scorede et enkelt point i første og anden inning og bragte sig dermed foran 2-0.

Danskerne holdt sig inde i kampen, men formåede ikke at score point. Derfor blev det aldrig for alvor spændende.

I femte inning gik det helt galt for Danmark, da tjekkerne scorede fire point og kom foran med hele 6-0.

Det lignede en afgørelse på kampen, da danskerne skulle levere noget af et comeback for at vende finalen.

Det magtede hjemmeholdet ikke, og dermed er tjekkerne igen europamestre i spillet med den hårde læderbold.

Danmark og Tjekkiet har i de seneste år domineret europæisk softball på herresiden, men danskerne har for vane at tabe EM-finalerne til Tjekkiet.

Siden 1997 har Danmark og Tjekkiet mødt hinanden i finalen otte gange. Kun en enkelt gang har danskerne vundet.

I 2010 lykkedes det Danmark at gå hele vejen med en sejr over tjekkerne. Det er stadig det danske herrelandsholds eneste EM-guld i softball.

De to mandskaber har været aldeles suveræne ved årets EM, hvor Tjekkiet er gået ubesejret igennem turneringen, mens Danmark har lidt et enkelt nederlag. Det var også mod Tjekkiet.

Softball er et boldspil i familie med rundbold, cricket og baseball, hvor det handler om at få spillerne rundt på banen gennem fire baser.

Ved VM i softball har hverken Danmark, Tjekkiet eller nogen anden europæisk nation vundet en medalje på herresiden. VM har været domineret af New Zealand, USA og Canada.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“