Sport - Ritzau
Dansk træner fører Sparta Prag i Champions League
Dansk træner fører Sparta Prag i Champions League
Dansk træner fører Sparta Prag i Champions League
Lars Friis og Sparta Prag vandt samlet 4-0 over Malmö FF og er i Champions League. Dansker brændte straffe.
Det går godt for den danske træner Lars Friis, efter at han har overtaget cheftrænerjobbet i Sparta Prag fra Brian Priske.
Tirsdag aften bookede Friis og Sparta Prag billet til Champions Leagues lukrative ligaspil ved at vinde 2-0 hjemme over Malmö FF. Den tjekkiske klub avancerer med samlet 4-0 efter også at have vundet 2-0 i Skåne i sidste uge.
Selv om Sparta Prag havde et godt udgangspunkt, skulle der tre straffespark og en højspændt kamp til, før den samlede sejr kom i hus.
Tjekkerne kunne ellers have gjort opgøret noget nemmere for sig selv, hvis holdet havde udnyttet det straffespark, som teenageren Nils Zätterström klodset begik efter 17 minutters spil.
Den tidligere Malmö FF-spiller Vejlko Birmancevic var flink ved sin gamle klub, da han høvlede bolden langt over Johan Dahlins mål.
I stedet blev det til en omvendt duel ti minutter senere, da svenskerne fik tilkendt et straffespark.
Den danske duel mellem Anders Christiansen og Peter Vindahl vandt Sparta-keeperen, da han dykkede ud til sin egen højre side og fik hænderne på Christiansens spark.
Malmö havde yderligere to danskere i startopstillingen i form af Jens Stryger Larsen og Søren Rieks, men de var heller ikke i stand til at drille det tjekkiske hold, der foruden målmand Vindahl også havde stopperen Asger Sørensen med fra start.
I stedet blev opgøret afgjort i slutfasen af kampens helt centrale spiller.
Slovakken Lukas Haraslin havde kørt rundt med Jens Stryger Larsen gentagne gange, brændt en kæmpe chance og fået annulleret et pragtmål, før han i det 80. minut omsatte et straffespark til 1-0.
Få minutter senere stod han for et forrygende oplæg til 2-0-målet.
For tredje sæson i træk bliver Champions League derfor uden deltagelse af en svensk klub.
I Østrig havde to danskere en andel i, at RB Salzburg også kvalificerede sig til Champions League. Maurits Kjærgaard lagde således op til Adam Daghims flotte føringsmål, da Salzburg fik 1-1 hjemme mod Dynamo Kiev og avancerede med samlet 3-1.
/ritzau/