Sport - Ritzau
FAKTA: Her er de 11 danskere i Tour de France
FAKTA: Her er de 11 danskere i Tour de France
FAKTA: Her er de 11 danskere i Tour de France
Tre debutanter, fire tidligere etapevinder og en forsvarende mester er blandt de danske ryttere i Touren.
11 danske ryttere er på startstregen, når Tour de France begynder i Bilbao lørdag middag:
* Jonas Vingegaard, 26 år (Jumbo-Visma).
Gjorde sig selv til national sportshelt med sidste års sejr, som han nu skal forsvare. Har i foråret set endnu bedre ud end tidligere, og sejren i Critérium du Dauphiné i juni havde karakter af en magtdemonstration. Har ikke Primoz Roglic med på holdet denne gang, men er til gengæld uanfægtet leder på Jumbo-Visma. Det ligner endnu et drabeligt opgør med Tadej Pogacar.
* Mikkel Bjerg, 24 år (UAE Emirates).
Som holdkammerat til Pogacar vil han gøre, hvad han kan for at vippe Vingegaard af pinden. Bjerg har muskuløse ben og store lunger og kan være et frygtindgydende lokomotiv på flad vej. Er i de senere år også blevet brugbar på stigningerne, hvor han kan være med til at sætte Pogacar-angreb i scene. Enkeltstartsspecialisten vandt i Critérium du Dauphiné sin første tidskørsel som World Tour-rytter.
* Magnus Cort, 30 år (EF).
Den snu bornholmer er sjældent sit holds førsteviolin, men har en evne til at opsøge sine muligheder. Har vundet hele ni etaper fordelt på de tre grand tours og er med sin timing og hurtighed ofte et vinderbud, når løbets afslutning er lidt kuperet. Kommer til at bruge en del kræfter på at hjælpe EF-holdets kaptajn, Richard Carapaz, men lurer utvivlsomt på at føje en sejr eller to til sin lange meritliste.
* Kasper Asgreen, 28 år (Quick-Step).
Den nykårede danske mester i enkeltstart ser ud til at nærme sig den form, han havde, før han blev ramt af en knæskade for et år siden. Er en altmuligmand på et altid angrebslystent Quick-Step-hold, der har sprinteren Fabio Jakobsen som bedste kort. Asgreen skal søge sine egne chancer i udbrud.
* Michael Mørkøv, 38 år (Quick-Step).
Leadout-specialisten anses stadig som en af branchens bedste, og det bliver hans ansvar at køre Fabio Jakobsen i optimal position i spurterne. Samarbejdet mellem den rutinerede dansker og den impulsive hollænder har ikke altid været lige velsmurt, men der var flotte takter i Belgien Rundt for nylig, hvor Jakobsen vandt to etaper.
* Mattias Skjelmose, 22 år (Trek).
Har fået et brag af et gennembrud i foråret, og efter sin samlede sejr i Schweiz Rundt ser bookmakerne ham som et top-5-bud i Tour de France. Skjelmose er stærk i alle discipliner og kan køre uden pres fra Trek-holdet, hvor mere rutinerede folk er klar til at tage ansvaret. Et af de mest spændende nye navne i løbet.
* Mads Pedersen, 27 år (Trek).
Fungerer både som talsmand og en slags kaptajn på det amerikanske storhold, der er klar til at ofre sig, når den tidligere verdensmester ser en sejrschance. Den hårdføre afslutter kommer til Tour de France med selvtillid oven på et glimrende forår og karrierens første etapesejr i Giro d'Italia.
* Søren Kragh Andersen, 28 år (Alpecin).
Står i skyggen af stjernerne Mathieu van der Poel og Jasper Philipsen, men kommer til at jagte etapesejre i vanlig stil. Måske i en tandem med van der Poel. Vandt to Tour-etaper i 2020, var ude af form året efter og blev valgt fra i 2022. Nu er han tilbage på et nyt hold, og sejren i Eschborn-Frankfurt i maj viste ham fra den bedste side.
* Christopher Juul-Jensen, 33 år (Jayco).
Stabile Juul-Jensen kører Tour de France for sjette gang, og rollen er den samme som altid. Står 100 procent i holdets tjeneste og har ingen fine fornemmelser, når der skal knokles i modvinden, eller når holdet vil have en mand i udbrud. Har gennemført samtlige sine hidtidige 13 grand tours.
* Anthon Charmig, 25 år (Uno-X).
Det tidligere stortalent har endelig fundet sine ben i den professionelle verden og bliver nu belønnet med Tour de France-debut. Den alsidige og klatrestærke østjyde får en vigtig rolle som bjerghjælper for Torstein Træen og Tobias Johannessen, men håber også på selv at ramme det helt rigtige udbrud.
* Jonas Gregaard, 26 år (Uno-X).
Endnu et tidligere talent, der har haft brug for nogle år til at finde sin rolle i det voksne selskab. Efter tre år på Astana har han genfundet cykelglæden på det norsk-danske hold, hvor han fører sig frem som en udbryderkonge. Har været meget synlig i foråret og vandt bjergkonkurrencen i Paris-Nice. Mangler en professionel sejr på cv'et, men får rig mulighed for at jagte den i Touren.
/ritzau/