Sport - Ritzau

FAKTA: Sådan kom Danmarks OL-medaljer i hus

FAKTA: Sådan kom Danmarks OL-medaljer i hus

FAKTA: Sådan kom Danmarks OL-medaljer i hus

Ritzau
Paris
Zuletzt aktualisiert um:
OL 2024: Håndboldkvinderne spiller bronzekamp mod Sverige Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

De danske håndboldkvinder og kajakroeren Emma Aastrand Jørgensen vandt lørdag bronze til Danmark.

Danmark er nu sammenlagt oppe på syv medaljer ved OL i Paris, efter at håndboldkvinderne og kajakroeren Emma Aastrand Jørgensen lørdag vandt bronze.

Dermed er det danske OL-hold tæt på at indfri medaljemålsætningen på 9-11 medaljer, men det spidser til, i og med at OL slutter søndag.

Dog kommer der mindst en medalje søndag, hvor håndboldherrerne spiller finale mod Tyskland.

---- ---- ---- ----

Her er et overblik over de danske medaljer ved legene i Paris:

* Guld.

Badminton, herresingle: Viktor Axelsen.

- I en uhyre ensidig finale udraderede danskeren thailandske Kunlavut Vitidsarn, der er regerende verdensmester og havde spillet fremragende på sin vej til OL-finalen. Men i finalen var Vitidsarn statist. Axelsen vandt med de uhørte finalecifre 21-11, 21-11. Danskeren var forsvarende olympisk mester efter guldet i Tokyo, og med sejren i Paris blev danskeren den kun anden i historien, der har vundet OL-guld i herresingle to gange. Den første til at gøre det var legenden Lin Dan, der vandt OL i 2008 og 2012. Axelsen afgav ikke et eneste sæt ved OL i Paris.

* Sølv.

Ridning, dressur, hold: Daniel Bachmann Andersen, Nanna Skodborg Merrald og Cathrine Laudrup-Dufour.

- En ventet dansk medalje, idet Danmark, Tyskland og Storbritannien i holdkonkurrencen var de øvrige nationer overlegne. Og i finalen i de smukke omgivelser ved Versailles-slottet var det reelt kun Tyskland, der kunne hamle op med Danmark. Og der var spænding til allersidste sekund i den afsluttende tyskers ridt. Tyskerne endte med at nappe guldet - sølle 0,121 point foran danskerne, der dog jublede over sølvmedaljerne.

Sejlsport, Ilca 6: Anne-Marie Rindom.

- Den danske sejlsportsdronning Anne-Marie Rindom fik hængt sin sølvmedalje om halsen med en dags forsinkelse som konsekvens af manglende vind. Dermed har Rindom nu en olympisk medalje af hver karat efter bronze i Rio i 2016 og guld i Tokyo i 2021. Danskeren kom til OL 2024 som både forsvarende verdensmester og forsvarende olympisk mester, men i Marseille var hun reelt ikke i nærheden af guldet denne gang. Dertil var hollandske Marit Bouwmeester for stærk.

* Bronze.

Brydning, 87-kiloklassen, Turpal Bisultanov.

- Han tabte sin første OL-kamp, men Turpal Bisultanov fik en chance mere, eftersom hans overmand gik hele vejen til finalen. Det betød bronzejagt for danskeren, og den chance greb han. I første omgang gik det ud over Lasha Gobadze fra Georgien, som danskeren besejrede med 6-0. Og så var han klar til bronzekamp mod ungarske David Losonczi. Den vandt Bisultanov med 2-1.

Taekwondo, 80-kiloklassen, Edi Hrnic.

- Den 20-årige taekwondo kæmper Edi Hrnic tog bronze med en sejr over Seo Geon-woo fra Sydkorea. I prægtige omgivelser i Grand Palais ved Champs-Élysées vandt Hrnic bronzekampen med 2-0 og blev hyldet af højtråbende danske fans. I kvartfinalen måtte han give fortabt mod tuneseren Firas Koutassi, der med sin store rækkevidde efterfølgende kæmpede sig hele vejen til finalen. Det åbnede døren for en opsamlingschance for Edi Hrnic, og den unge dansker greb den ved at vinde klart over Leon Sejranovic fra Australien og siden sydkoreaneren.

Håndbold, kvinder.

- Med en 30-25-sejr over Sverige vandt de danske håndboldkvinder OL's bronzekamp efter en 15-13-pauseføring. Det var første gang i 20 år, at Danmarks håndboldkvinder vandt en OL-medalje. Fra 1996 til 2004 vandt Danmark OL-guld tre gange i træk. Mod Sverige dækkede Danmark stærkt op i forsvaret foran keeper Sandra Toft. Det kneb mere med angrebsspillet i begyndelsen. Danskerne holdt føringen i anden halvleg, og i slutfasen blev det afgørende hul slået.

500 meter enerkajak, kvinder.

- Kajakroeren Emma Aastrand Jørgensen snuppede karrierens fjerde OL-medalje, da hun vandt bronze i 500 meter enerkajak. Den 28-årige dansker var på forhånd anset som medaljekandidat. Hun vandt sølv på distancen i Rio de Janeiro i 2016 og fulgte op med bronze i Tokyo i 2021. Medaljesamlingen tæller også en OL-bronzemedalje på 200 meter.

---- ---- ---- ----

Kilde: Ritzau.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“